Coronasmittet i Jyderup Fængsel – betjente mener, det er for farligt

Jyderup Fængsel har taget imod en coronasmittet afsoner til stor frustration for tillidsrepræsentanten.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Personalet i Jyderup Fængsel protesterer mod situationen i fængslet lige nu.

Problemet er, at en afsoner 18. august troppede op i Jyderup Fængsel med et papir fra lægen. På papiret stod der, at han var smittet med coronavirus. Det undrer fængslets ansatte, hvorfor man ikke udsætter hans straf i 14 dage.

quote Jeg er ikke tryg ved den her situation

Henning Mørck områdetillidsrepræsantant på Sjælland

- Jeg er ikke tryg ved den her situation. En sådan sag, hvor der kommer en mand ude fra og har ventet et år og er coronasmittet. Jeg synes, det er fuldstændig vanvittigt, at man ikke udsætter, fortæller områdetillidsrepræsentant på Sjælland Henning Mørck.

Fra kriminalforsorgens side er det i nogle situationer muligt at udsætte en fanges straf, men det er ikke sket i det her tilfælde. Kriminalforsorgen kan ikke kommentere på enkelte tilfælde, men fortæller overordnet: 

- Vi vurderer det altid helt konkret i situationerne. I sidste ende er det lægen, der afgør om man udgør en smitterisiko, og det kunne være, man i sagen ikke har vurderet nogen form for smitterisiko, fortæller chef for Koncern Sikkerhed i Kriminalforsorgen Lars Rau Brysting.

Isolation i Jyderup Fængsel

Jyderup Fængsel er udset fra Kriminalforsorgens side til at være corona-fængsel. Det vil sige at hvis der for eksempel er fem smittede i Næstved Arrest, ville de blive sendt til en afdeling i Jyderup Fængsel. 

Fangen, der nu er i gang med at afsone sin straf, er blevet indlogeret i fængslets strafafdeling, hvorfra han bliver håndteret.

quote Det kunne være, man i sagen ikke har vurderet nogen form for smitterisiko

Lars Rau Brysting chef for Koncern Sikkerhed i Kriminalforsorgen

-  I Jyderup kan man rydde en afdeling og isolere en person med coronasmitte, så personen er ude af kontakt med andre, fortæller Lars Rau Brysting.

Men at holde fangen fra kontakt med andre er en svær opgave at efterleve i praksis i Jyderup Fængsel, mener Henning Mørck:

- Han sidder isoleret i sin celle, men skal bruge samme toilet og køkken som de andre, og han færdes i den samme gård, som de andre indsatte er i.

Frygter at smitten blusser op

Fængslet er indrettet således, at der i nogle værelser bor flere indsatte sammen, toiletter og køkken deles, og i gården færdes alle de indsatte.

- Vi har set situationer, hvor smitten breder sig lynhurtigt, og det frygter jeg, kan ske i Jyderup, fortæller Henning Mørck.

Kriminalforsorgen forsikrer, at det gøres alt for, at håndteringen af en person med coronavirus sker sundheds-og sikkerhedsmæssigt forsvarligt.

-  Vi tager situationen meget alvorlig. Vi efterlever sundhedsmyndighederne anbefalinger, og indretter det sådan, at vi laver initiativer, så både indsatte og ansatte kan føle sig trygge, fortæller Lars Rau Brysting.   

Savner en strategi

I Jyderup savner man en klar strategi fra kriminalforsorgens side. Nogle betjente er dybt bekymrede for deres helbred og er uforstående over for, at de skal være påpasselige i hverdagen, men samtidigt udsættes for smittefare i fængslet.

quote Det her er et mønstereksempel på den lethed, man tager på tingene fra Kriminalforsorgens side

Henning Mørck områdetillidsrepræsantant på Sjælland

- Nogle betjente er dybt bekymrede. Jeg synes man burde sætte sig ned og lave nogle mere praktiske regler, i stedet for at det foregår ved et skrivebord i København, fortæller Henning Mørck og fortsætter med kritikken af Kriminalforsorgen:

- Den her sag er et mønstereksempel på den lethed, man tager på tingene fra Kriminalforsorgens side.

Den frustration forstår man ikke hos Kriminalforsorgen. De mener, man hele tiden har haft en klar plan for, hvordan man skal håndtere en sag, hvor en indsat er blevet smittet med corona.

Jyderup Fængsel
Læs også
Kvindefængsel i Jyderup bliver forsinket
Jyderup Fængsel
Læs også
Kvindefængsel i Jyderup bliver forsinket

- Der er helt klare beskrivelser i vores beredskabsplan for, hvordan man skal håndtere det. Jeg ved, at der har været en meget tæt opfølgning på den konkrete sag, i forhold til, hvordan det skal håndteres både for personen, personalet og medindsatte, fortæller Lars Rau Brysting.


Nyhedsoverblik