Clairvoyant lod dem tale med deres afdøde kæledyr

Gislinge Kirke mødes med forundring og vrede, efter et arrangement torsdag aften, hvor en clairvoyant lov deltagerne tale med deres dyr.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Tag et vellignende billede af et afdødt kæledyr med – hvor man kan se dyrets øjne. Så prøver vi at få forbindelse med- og tale med dyret.

Sådan lød tilbuddet fra den dyretelepatiske og clairvoyante Ditte Young torsdag aften, hvor der blev afholdt et arrangement om kontakt med afdøde dyr i Gislinge Kirke.

Hele 125 borgere deltog i det tre timer lange arrangement, hvor Ditte Young forsøgte at få kontakt med tre kæledyr – og angiveligt lykkedes med kontakt med de to.

Flere debattører, og blandt andet domprovsten i Roskilde Stift, har kritiseret arrangementet, men præsten i Gislinge Sogn, Dorthe Thaulov, har selv har kun fået positive henvendelser efter arrangementet.

- Folk har takket mig, og fortalt, at det er arrangementer som dette, der fastholder dem som medlemmer af folkekirken, siger hun lørdag til TV ØST.

Hun mener, at det handler om spiritualitet – et emne, hvor folkekirken ikke har udviklet sig meget de seneste år.

- Når folkekirken gør noget, som den ikke plejer at gøre, så vækker det opsigt. Den alternative verden har man peget meget fingre af, men måske er det ikke så anderledes fra det, som vi tror på, siger sognepræsten.

- Til alle tider er der sket noget nyt. Nu fejrer vi for eksempel Luther i dette år. Og hvor meget er der egentlig sket siden? Det er tankevækkende, siger hun.

Hun er blevet indkaldt til en samtale med biskoppen i Roskilde Stift, Peter Fischer-Møller, efter pinse, og ønsker ikke at sige meget mere før efter mødet.

Det handler om spiritualitet

Ligesom Dorthe Thaulov mener den dyretelepatiske Ditte Young, at det handler om spiritualitet.

- Det er underfundigt, at der er kommet så meget blæst om arrangementet.  Det handler jo netop om spiritualitet, tro og næstekærlighed - ligesom meget i kirken.

- Det handler om at fortælle folk, at der stadig findes noget efter vi dør. Der er ikke noget, der stopper, siger hun.

Hun mener, at det er forholdsvis let at få forbindelse til afdøde dyr.

- Alle dyr har selvfølgelig en sjæl, og det handler blot om at danne en forbindelse til denne sjæl, også efter dyret er afgået ved døden. Og det kan man let, hvis man kender de rigtige teknikker, siger Ditte Young.


Nyhedsoverblik