To brødre har nu anket deres dom for skatte- og momsunddragelse.
Det var en dom, som de fik ved Retten i Holbæk midt i marts. Dermed kommer Østre Landsret til at tage stilling til sagen på et endnu ikke fastlagt tidspunkt. Det skriver Sjællandske.
Umiddelbart efter dommen i byretten ankede den ene af brødrene - en 29-årige mand fra Ballerup - sin dom på et år og ni måneders fængsel samt en bøde på 5,5 millioner kroner.
Og nu har storebroren, en 36-årig mand fra Holbæk, efter betænkningstid besluttet at anke sin dom på to års fængsel og en bøde på 5,75 milllioner kroner. Det oplyser hans forsvarsadvokat, Christian Kirk Zøllner, til dagbladet Nordvestnyt.
Retten i Holbæk dømte dem for at have undladt at betale skat og moms i virksomheden KC Mandskabsudlejning, der opererede i byggebranchen.
De nægtede sig begge skyldige.