Bredt partnerskab vil skaffe praktikpladser til unge på erhvervsuddannelse

En ny partnerskabsaftale mellem blandt andet Holbæk Kommune og Dansk Byggeri vil sikre praktikpladser til alle unge på en erhvervsuddannelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Målene er klare i en ny partnerskabsaftale. Der skal være praktikpladser til alle unge, og flere skal gennemføre en erhvervsuddannelse.

Aftalen blev underskrevet, da Holbæk Erhvervsforum den 30. maj afholdt borgmestermorgenmøde, og bag den brede aftale står Holbæk Erhvervsforum, Dansk Byggeri, LO, EUC-Nordvestsjælland og Holbæk Kommune.

Det oplyser Holbæk Kommune i en pressemeddelelse.

Lars Dinesen, formand for udvalget for Beskæftigelses- og Uddannelse i Holbæk Kommune, mener, at støtten til de unge i udskolingen er afgørende for at få flere til at vælge en erhvervsuddannelse.

quote Når en ung ved selvsyn har konstateret, hvad en struktør rent faktisk laver, så er det meget nemmere for dem at tage de aktive skridt for at komme i den retning

Lars Dinesen, formand for udvalget for Beskæftigelses- og Uddannelse i Holbæk Kommune

- Når virksomhederne eksempelvis holder Åben Virksomhed for eleverne fra 7. til 10. klasse, så giver vi de unge en idé om mulighederne på arbejdsmarkedet. Når en ung ved selvsyn har konstateret, hvad en struktør rent faktisk laver, så er det meget nemmere for dem at tage de aktive skridt for at komme i den retning, udtaler Lars Dinesen.

Vil mindske frafaldet

Det andet centrale element i aftalen er at sikre alle unge en praktikplads, og da der ifølge Holbæk Kommune generelt er for stort frafald fra erhvervsuddannelserne, handler det om at fastholde dem, der er i gang med erhvervsuddannelserne. 

Job og uddannelsesmesse
Læs også
De unge i Sorø strømmer til erhvervsuddannelserne
Job og uddannelsesmesse
Læs også
De unge i Sorø strømmer til erhvervsuddannelserne

- Partnerskabsaftalen betyder, at vi fremover registrerer årsagerne til frafald fra uddannelserne og fra praktikker. Det giver os viden til at lave forbedringer, udtaler Lars Dinesen og tilføjer:

- Samtidig er det vigtigt, at uddannelsesinstitutionerne tænker i fleksible løsninger, hvis en ung stopper i et praktikforløb, og at vi som kommune træder hurtigt til og lægger en ny plan sammen med den unge, hvis han eller hun stopper helt på en uddannelse.

Den nye partnerskabsaftale skal gælde i tre år frem til den 1. juni 2021.


Nyhedsoverblik