Borgmester forventer ny folkeskole i Holbæk

Efter massiv befolkningstilvækst skal det nu undersøges, om der er behov for en ny folkeskole i Holbæk by.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Opdateret
Opdateret klokken 20.10 med kommentar fra formand for Udvalget for Børn og Skole, Jarl Falk Sabroe (S).

Onsdag forventes Udvalget for Børn og Skole i Holbæk Kommune at frigive 750.000 kroner til en undersøgelse af, om der er behov for en ny folkeskole i Holbæk by.

- Nu får vi sat en undersøgelse i gang, så vi kan se på, om der er behov for at lave en ny folkeskole, og det er jeg meget sikker på, at der er et behov for, siger borgmester i Holbæk Kommune Christina Krzyrosiak Hansen.

quote Vi er den kommune i Region Sjælland, hvor flest flytter til. Den udvikling gør, at vi skal se på, om vi har de rette institutioner og, om vi har nok institutioner.

Christina Krzyrosiak Hansen, borgmester i Holbæk kommune

I budgetaftalen for 2022 til 2025 blev der afsat en million kroner behovsanalysen, der skal undersøge, om der er behov for en ny folkeskole i Holbæk by. Siden da er rammen nedsat til 750.000 kr.

Mange flytter til

Baggrunden for undersøgelsen er den store befolkningstilvækst, som Holbæk Kommune har oplevet i de seneste år.

- Vi er den kommune i Region Sjælland, hvor flest flytter til. Den udvikling gør, at vi skal se på, om vi har de rette institutioner og, om vi har nok institutioner. Det gælder både på dagtilbudsområdet, men det gælder også på skoleområdet, siger Christina Krzyrosiak Hansen.

quote Nu må vi få afdækket, hvad behovsanalysen viser, men for mig er det også vigtigt, at man ikke bare bliver ved med at udvide de eksisterende skoler.

Christina Krzyrosiak Hansen, borgmester i Holbæk kommune

Ifølge Danmarks Statistik er indbyggertallet i Holbæk kommune siden 2015 steget med 3.775, hvilket svarer til mere end 5 procent. I de seneste to år er der desuden flyttet flere til kommunen, end kommunen selv forventede i prognosen for befolkningsfremskrivningen fra 2020.

Udbygning mod vest

Behovsanalysen skal også undersøge, om det er nødvendigt at bygge en ny skole, eller om kommunen kan nøjes med at udbygge en af de allerede eksisterende skoler. Her er Tuse Skole, der ligger vest for Holbæk by med i overvejelserne.

- Tuse kommer til at vokse næsten sammen med Holbæk i fremtiden, så Tuse Skole kunne godt være en mulighed, hvor man kunne bygge ud i stedet for at bygge en ny skole, siger Jarl Falk Sabroe, der er formand for Udvalget for Børn og Skole i kommunen.

Tuse Skole kan måske se frem til en udbygning i fremtiden.
Tuse Skole kan måske se frem til en udbygning i fremtiden. Foto: Skraafoto.dk / Slagelse Kommune

Borgmester Christina Krzyrosiak Hansen tror dog ikke, at man kan nøjes med at udvide Tuse Skole.

- Vi har en virkelig stor befolkningstilvækst, og det kan godt være, man kommer til at kigge på, om Tuse Skole skal udvides, men jeg tror ikke det er nok. Nu må vi få afdækket, hvad behovsanalysen viser, men for mig er det også vigtigt, at man ikke bare bliver ved med at udvide de eksisterende skoler. På et eller andet tidspunkt rammer de jo en størrelse, der gør, at forældrene begynder at vælge dem fra til deres børn.

I god tid

For Christina Krzyrosiak Hansen er det vigtigt at undersøgelsen sættes i gang, selvom der lige nu ikke er problemer med kapaciteten på byens skoler.

- Man har set i nogle kommuner at befolkningsudviklingen er kommet bag på dem, og så er de kommet for sent i gang med at bygge daginstitutioner eller en skole, og det har gjort, at forældrene har stået og været frustrerede over, hvorfor de ikke kan få deres barn passet. Den situation ønsker jeg ikke, vi skal ende i, i Holbæk Kommune.

Læs også
Skoler roser frihedsforsøg: - Alle er mere glade, friske og åbne for ny læring
Læs også
Skoler roser frihedsforsøg: - Alle er mere glade, friske og åbne for ny læring

Onsdag aften oplyser formand for Udvalget for Børn og Skole, Jarl Falk Sabroe (S), til TV2 ØST, at undersøgelsen – som ventet – er blevet sat i gang på dagens udvalgsmøde:

- Jeg kunne forestille mig, at vi højst sandsynlig får at vide, at vi kommer til at mangle en skole, siger han og tilføjer:

- Og jeg kunne forestille mig, at selvom man kunne udvide på nogle af skolerne, så er alle tre skoler allerede ret store. Så det vil betyde, vi kommer til at bygge en ny skole på sigt.

Derfor giver det mening at sætte gang i undersøge nu, påpeger han.

- Det, som undersøgelsen skal kigge på, er placering, og hvordan skoledistrikterne skal være, siger han videre og tilføjer:

- Når man går i gang med sådan noget, er det et større puslespil, og man skal også huske, at når man laver en ny skole, skal man ændre ved skoledistrikter, og det kan være et ømt punkt. For mange har et tilhørsforhold til den skole, som hører til der, hvor de bor. Så det er vigtigt at gå til det på en ordentlig måde.

Behovsanalysen sigtes efter at være færdigarbejdet inden foråret 2023, så analysens anbefalinger kan være med i prioriteringen af budgetaftalen for 2024.

play
Line Mørkegaard solceller

Line giver ikke meget for nyt solcelleforslag: - Det er ret flabet