Boligforening sover i timen: Boliger ramt af skimmelsvamp

Flere beboere er ramt af skimmelsvamp i et boligområde i Holbæk. Beboerne føler ikke, at boligforeningen tager ansvar.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fugtige vægge, dårligt indeklima og lugten af mug.

Det er den oplevelse, flere beboere i Knudskovparken har, når de træder ind i deres private hjem i Holbæk.

- Når jeg kommer hjem og har været hjemme i to minutter, så begynder jeg at hoste. Så det slår ikke fejl, når jeg hoster, siger Tina Ulriksen, der bor i boligområdet.

Skimmelsvampen gør hende kun mere dårlig, end hun er i forvejen. Tina Ulriksen er nemlig syg og bruger det meste af tiden i en hospitalsseng.

- Det er ikke så sjovt. Når jeg kommer i nærheden af steder, hvor det (skimmelsvampen, red.) er, så kan jeg mærke det, siger hun.

Tager ikke ansvar

Beboerne har flere gange gjort Holbæks Boligselskab opmærksom på problemet, men uden at få hjælp.

- Man får besked på, at man ikke lufter nok ud. Du skal lufte ud, når du har været i bad, siger de. Og det gør vi os. Vi lufter mere ud, end det vi skal, for ellers kan jeg ikke holde ud at være her, lyder det fra Tina Ulriksen.

TV ØST har været i kontakt med flere af de beboere, der er ramt af skimmelsvamp. Alle kritiserer boligselskabet for ikke at tage hånd om problemet. Også Janne Hyttel Jensen, der venter på, de vil tage ansvar.

Skal I beboere ikke bare have lidt tålmodighed?

- Selvfølgelig skal vi have tålmodighed, men det skal ikke vare i årevis. Nu er det over et år siden, at jeg tog fat i boligselskabet, siger hun.

Boligselskabets ansvar

Ifølge Holbæk Kommune er det boligselskabets ansvar at vedligeholde ejendommene. På deres hjemmeside skriver de:

- Bygningerne skal være sunde og sikre at opholde sig i. Derfor skal de løbende vedligeholdes. Det er ejeren, der har ansvaret for vedligeholdelsen.

Ifølge formanden for boligselskabet, så kender han ikke til mere end tre episoder med skimmelsvamp i boligområdet, som alle er under behandling. Han fortæller, at proceduren er følgende:

- Når man har et problem, henvender sig til boligkontoret, så iværksætter man en handleplanen, hvor vi følger kommunens regler, og hvis man ikke synes, man bliver taget hånd om, henvender man sig til bestyrelsen, siger Michael Rasmussen.

Skimmelsvampen vender tilbage

Det er to år siden, Tina Ulriksen for første gang opdagede, hun havde skimmelsvamp. Af to omgange har hun fået skiftet tapetet, men skimmelsvampen fortsætter med at vende tilbage.

- Jeg ved ikke, hvorfor det skal være en kamp, siger Tina Ulriksen.

- Når man bor i en lejebolig og betaler husleje, så forventer man også, at udlejeren går ind og ordner det, der går i stykker. Det skal ikke være en kamp at få det lavet og få det fjernet.


Nyhedsoverblik