Børneboom på Orø giver pladsproblemer i øens daginstitution

Øget tilflytning til Orø giver pladsproblemer i øens daginstitution. Holbæk Kommune arbejder på en løsning, men hvornår den kommer, vides endnu ikke.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Pladsen i Orø Skole og Børnehus var i forvejen lidt trang. SFO'en mangler for eksempel et lokale at være i. Det lokale, den havde, er inddraget til børnehuset, som består af 12 vuggestuepladser og 22 børnehavepladser.

Men nu kan pladsen måske blive endnu mere trang, for børnehuset oplever en stor efterspørgsel.

quote Jeg har været nødt til, af den årsag også, at sige mit job op, fordi jeg er nødt til at hjemmepasse

Louise Schultz, forælder, Orø

- For bare et år siden, i august 2020, der var der nogen, der ringede og sagde: vi er lige flyttet til Orø, kan vi få plads? Ja ja, der er plads, og så kunne jeg godt se, at vi skulle have lidt for mange børn i en periode, men det gik nok. Men nu har vi venteliste, og folk bliver skrevet op og kan ikke få opfyldt den ønskedato, de har, fortæller Annette Volfing Højager, pædagogisk leder af Orø Skole og Børnehus.

Orø har gennem de seneste år haft øget tilflytning til øen, og en stor del er børnefamilier.

- Vi kører faktisk med overbelægning nu, så vi gør det, at der altid er en gruppe ude. Lige nu er der en gruppe børnehavebørn på tur, og de ældste børnehavebørn er ude i skolegården hele dagen fra ni til tre, siger Annette Volfing Højager.

Det strømmer til med børnefamilier til Orø, men børnene her får ikke nødvendigvis plads i øens daginstitution den dato, deres forældre ønsker.
Det strømmer til med børnefamilier til Orø, men børnene her får ikke nødvendigvis plads i øens daginstitution den dato, deres forældre ønsker. Foto: Martin Stilling / TV2 ØST

Pladsmanglen giver udfordringer for de forældre på øen, der ikke kan få plads til deres barn til den ønskede dato.

En af dem er Louise Schultz med sønnen Oscar på ni måneder. De flyttede til Orø i maj og ønskede en plads i børnehuset til august, men har fået at vide, at der lige nu først er plads til juni næste år.

- Jeg har været nødt til, af den årsag også, at sige mit job op, fordi jeg er nødt til at hjemmepasse ham ind til da, og så skal jeg finde noget andet bagefter, siger Louise Schultz.

Den lange ventetid kom bag på Louise Schultz.

- Da jeg tog beslutningen om at flytte herover, så ringede jeg til institutionen og kom på venteliste som nummer seks, og så tænkte jeg, fordi jeg kommer fra København: nåååh, nummer seks, det lyder ikke så slemt. Så spurgte jeg, hvor mange pladser, der er, og det er så 12! Så kunne jeg jo godt regne ud, at der er lidt lang vej.

Louise Schultz er en af dem, der står på venteliste til en plads i Orø Børnehus til sin søn, Oscar.
Louise Schultz er en af dem, der står på venteliste til en plads i Orø Børnehus til sin søn, Oscar. Foto: Martin Stilling / TV2 ØST

Nærmeste alternativ er på fastlandet

Skal forældrene på Orø finde en anden pasningsmulighed er det på fastlandet, enten ved at tage færgen til Holbæk, som tager cirka 30 minutter, eller ved at tage øens anden færge, der kun tager seks minutter over til Hammer Bakke i Frederikssund Kommune.

Men selvom overfarten er kort, er det ikke rigtig en attraktiv løsning for familierne. For der ligger ikke nogen daginstitution lige i nærheden af Hammer Bakke.

- Man bruger hurtigt en time på at komme over og aflevere og tilbage igen, og hvis man skal gøre det to gange om dagen, så kan I selv lave regnestykket, siger Anne Marie Jensen, hvis datter får plads i Orø Børnehus to måneder efter familiens egentlige behovsdato.

Læs også
Flere gør som Helle og Bo Meyer - har solgt huset og er flyttet til Orø
Læs også
Flere gør som Helle og Bo Meyer - har solgt huset og er flyttet til Orø

Louise Schultz betragter heller ikke en plads i en institution på fastlandet som en løsning på pladsproblemerne.

- Min mødregruppe er her, og der er mange på Oscars alder, så man vil jo gerne have, at de følges op gennem vuggestue, børnehave og skole. Det mister man jo ved at tage et andet sted hen.

Orø Skole og Børnehus er en enhedsinstitution og ligger på samme adresse. Det betyder også, at pladsen er trang i forhold til en eventuel udvidelse.
Orø Skole og Børnehus er en enhedsinstitution og ligger på samme adresse. Det betyder også, at pladsen er trang i forhold til en eventuel udvidelse. Foto: Dorthe Olsgaard - TV2 ØST

Pavilllon er på vej

Udvalget for Børn og Skole i Holbæk Kommune er blevet orienteret om pladsudfordringerne i Orø Skole og Børnehus. Men der er ikke sendt gravkøer og entreprenører til øen endnu, der kan bygge nyt eller bygge til på øens enhedsinstitution, hvor børnehus og skole ligger side om side.

quote Jeg kan frygte, at det vil holde folk fra at flytte herover, hvis man ikke kan få sine børn passet her

Anne Marie Jensen, forælder, Orø

- Det er fordi, vi er nødt til at løse det hurtigt med noget pavillon, og vi skal lige finde ud af, hvad det skal være for en slags, og så skal vi se, hvad vi gør på længere sigt. Vi skal lave en god løsning for Orø, siger Susanne Utoft (S), som er udvalgsformand.

Holbæk Kommune arbejder med en kortsigtet og en langsigtet løsning for pladsproblemerne i Orø Skole og Børnehus, siger Susanne Utoft (S), som er formand for Udvalget for Børn og Skole.
Holbæk Kommune arbejder med en kortsigtet og en langsigtet løsning for pladsproblemerne i Orø Skole og Børnehus, siger Susanne Utoft (S), som er formand for Udvalget for Børn og Skole. Foto: Martin Stilling / TV2 ØST

Hun har dog ikke hørt noget om, hvornår pavillonen forventes at være sat op.

- Jeg har ikke nogen tidshorisont, men pavillonen kunne være ganske hurtigt, siger Susanne Utoft (S).

Hvad er hurtigt?

- Det tør jeg ikke gisne om

Efter sommerferien engang?

- Ja, det tænker jeg.

Forældrene til børnene på venteliste mener dog, at det haster.

- Jeg kan frygte, at det vil holde folk fra at flytte herover, hvis man ikke kan få sine børn passet her. Nogen som ellers kunne være gode for foreningslivet og et aktiv for øen, siger Anne Marie Jensen.





Nyhedsoverblik