Besynderlig sag: Passager trækker håndbremsen på motorvej

En passager trak håndbremsen midt på Holbækmotorvejen, og det fik store konsekvenser for både hende selv og manden, der sad bag rattet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det endte i en noget indviklet sag, da en bil pludselig mistede herredømmet på Holbækmotorvejen sent mandag aften.

Bag rattet sad en 36-årig mand og ved hans side en 26-årig kvinde.

De var på vej i østlig retning og var omkring Vipperød, da kvinden på passagersædet pludselig trak håndbremsen.

Føreren mistede føringen med bilen, og bilen ramte med høj fart autoværnet. På grund af den pludselige opbremsning blev kvinden slynget ud af bilen.

Narkokørsel og fogedret

Da redningspersonale og politi nåede frem til stedet, viste det sig dog, at det ikke kun var passageren, der havde opført sig uhensigtsmæssigt i trafikken.

Den 36-årige chauffør viste sig at være påvirket af narkotika, og han blev derfor anholdt og sigtet for dette.

Her slutter historien dog ikke.

Da politiet slog manden op i deres registre, viste det sig, at han var efterlyst til fogedretten, hvortil han er blevet afleveret af politiet tirsdag formiddag.

Indlagt på Rigshospitalet

Den unge kvinde kom til skade, da hun fløj ud af bilen, og hun blev bragt til Rigshospitalet med det samme.

Hos Midt- og Vestsjællands Politi ved kommunikationsansvarlig Carsten Andersen endnu ikke, hvordan hendes tilstand er.

Han ved dog, at hun skal et smut forbi stationen, når hun bliver udskrevet.

- Vi skal selvfølgelig snakke med hende om, hvor alvorligt det er at trække håndbremsen på den måde, oplyser han.

Carsten Andersen fortæller desuden, at man godt kan straffes for den slags, selv om man ikke selv sidder bag rattet. 


Nyhedsoverblik