Beruset bilejer nægtede at give bilnøgler og slog betjent i ansigtet

Kvinden vil ikke blive fremstillet i et grundlovsforhør. Betjenten er ikke kommet til skade, oplyser politiet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En politibetjent blev natten til torsdag slået i ansigtet i forbindelse med en standsning af en bil på Kalundborgvej i Tuse ved Holbæk.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til TV2 ØST.

Politiet standsede bilen klokken 03:36. Den blev ført af en 30-årig mand, som var frakendt føreretten og derfor blev sigtet for kørsel i frakendelsestiden.

I bilen sad også dens ejer, en 39-årig kvinde, som var påvirket af spiritus. Derfor valgte betjentene at bruge reglen om nødret og inddrage bilnøglen.

Kvinden nægtede imidlertid at aflevere nøglen og slog under noget tumult den ene af betjentene i ansigtet med hånden. Kvinden blev herefter anholdt og sigtet for vold mod tjenestemand og har overnattet i detentionen. 

Anklagemyndigheden har torsdag morgen dog ikke fundet grundlag for at fremstille kvinden i et grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling. Hun blev løsladt efter endt afhøring, men er fortsat sigtet, oplyser politiet.

Den pågældende betjent er ikke kommet til skade.