Beredskabsstyrelsen kritiserer spareplan i Holbæk

Holbæk Kommune skærer for dybt i brandberedskabet i Mørkøv-området i ny beredskabsplan, mener Beredskabsstyrelsen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Onsdag aften skal byrådet i Holbæk Kommune stemme om en ny beredskabsplan. I sidste uge godkendte økonomiudvalget den, og i aften kan de så endeligt blive vedtaget.

Hvis den bliver vedtaget, vil den blandt andet få betydning for brandstationen i Mørkøv, som dækker det største område. I den nye beredskabsplan skal der blandt andet ske følgende:

- Samlet set i Holbæk Kommune vil den samlede styrke af brandmænd øges fra 51 til 63.

- Bemandingen på brandstationen i Mørkøv vil blive reduceret fra seks til fire.

- Vandtankvognen på brandstationen i Mørkøv udgår.

Beredskabsbestyrelsen har evalueret den nye beredskabsplan og skriver blandt andet i deres evaluering:

"Styrelsen finder ovennævnte ændringer i serviceniveau og dimensionering betænkelige set i relation til kommunens risikoprofil, idet ændringerne vil medføre en svækkelse af kommunens samlede beredskab.

Bekymringer

Bianca Larsen bor i Knabstrup lidt uden for Mørkøv. Hun er bekymret omkring de nye nedskæringer på den lokale brandstation.

- Jeg synes, vores sikkerhed bliver svækket rigtig meget. Hvis de går ind og reducerer på det her mandskab og deres udstyr, det bekymrer mig rigtig meget, siger Bianca Larsen.

Tirsdag den 10. september sendte Bianca Larsen en mail til byrådspolitikerne omkring sine bekymringer.

I weekenden udtalte brandmændenes tillidsmand sig til Nordvestnyt omkring de samme bekymringer. Men i dag har han mundkurv på.

Bekymringer som har fået enkelte byrådspolitikere til at tvivle.

- Ud fra det jeg har læst i dagsordenen, så stemmer jeg nej eller undlader at stemme, da jeg mener, at usikkerheden skal komme borgerne til gode, siger John Harpøth (DF), byrådsmedlem i Holbæk Kommune.

Faglig vurdering

Ifølge borgmester i Holbæk Kommune, Søren Kjærsgaard (V), har beredskabskommissionen fået undersøgt sikkerheden omkring den nye beredskabsplan.

- Vi støtter os op af de faglige anbefalinger, vi har fået, og hvis man vil noget andet, så bliver det lige pludselig en ren politisk sag og det synes jeg, vil være farligt af hensyn til borgernes sikkerhed, siger borgmester Søren Kjærsgaard, som også er formand for beredskabskommissionen.

I sidste uge godkendte økonomiudvalget den nye beredskabsplan og derfor forventer Søren Kjærsgaard også, at den bliver vedtaget onsdag aften.

Beredskabsstyrelsen har i deres brev til kommunen bedt om en evaluering efter 12 måneder, hvis den nye plan træder i kraft.

 


Nyhedsoverblik