Mandag eftermiddag blev politi og ambulancefolk kaldt ud til en mark på Tornved Byvej i Jyderup. En 57-årig mand var kommet til skade, da han sammen med sin kollega var ved at læsse halmballer på en vogn.
Halmballen faldt fra en vogn, som var læsset med bigballer på 400-500 kilo og i flere lag. En af bigballerne faldt ned fra vognen inden fastspændingen og ramte den 57-årige.
- De her bigballer ligger i flere lag, og inden man så kører fra marken og transporterer dem, så vil man spænde dem fast med nogle remme. Det er så lige inden, de når at få remmene rundt om de sidste bigballer, at der er en bigballe, der falder ned og rammer den 57-årige, der kommer alvorligt til skade, siger Martin Bjerregaard, der er kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi.
For dem der arbejdede med det her læs halm, var det en standardprocedure, de havde gjort mange gange før, og så lige pludselig går det galt.
Manden var omgivet af mindst en kollega, der hurtigt fik ringet 112 og løsrevet ham fra den 4-500 kg. tunge halmballe.
- Der var heldigvis andre til stede, så der kunne blive slået alarm lige med det samme. Så det er ikke noget med, at han har ligget hjælpeløs i længere tid.
Manden blev efterfølgende indlagt på Rigshospitalet til behandling for flere knoglebrud. Tirsdag formiddag er han erklæret i stabil tilstand og uden for livsfare.
Årsagen er endnu ukendt
Hvorfor den 4-500 kg. tunge halmballe faldt ned fra vognen vides endnu ikke, men Arbejdstilsynet og politiet arbejder sammen for at undersøge omstændighederne ved ulykken.
- For dem der arbejdede med det her læs halm, var det en standardprocedure, de havde gjort mange gange før, og så lige pludselig går det galt. Det er dér, det bliver interessant for Arbejdstilsynet og politiet at undersøge, hvad var det så helt konkret, der gik galt, siger Martin Bjerregaard.
Tilsynet og politiet skal senere vurdere, om nogen kan drages til ansvar for ulykken.