Anklager politiet i sag om kirkesvindel

Forsvareren for en svindelsigtet kordegn anklager Nærpolitiet i Holbæk for efterforske sagen på en »absurd« måde. Det skriver dagbladet Nordvestnyt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er en tidligere kordegn ved Nyvangskirken i Kalundborg, som for en måned siden blev sigtet for dokumentfalsk og underslæb.

Ifølge degnens forsvarer, advokat Janus Malcolm Pedersen, skulle sagens papirer fylde omkring 100 ringbind, selv om den ifølge advokaten reelt kun handler om gratisgaver for 2.300 kr.

I et brev til politiet har han gjort det klart, at hans klient nu trækker alle tilståelser tilbage. Advokaten mener, at de er faldet på baggrund af misinformation fra politiets side.

I samme brev efterlyser han også en forklaring på, hvorfor politiet pludselig udsendte en pressemeddelse i sagen, som er flere år gammel, og hvor politiet tilsyneladende ikke har foretaget sig noget som helst i sagen i flere år.

Hos Nærpolitiet i Holbæk kan man ikke se noget absurd i politiets fremgangsmåde.

- Det er almindelige efterforskningsskridt, vi har foretaget i denne sag for at indsamle beviser, siger leder af Nærpolitiet John Jensen til Nordvestnyt. Derudover ønsker han ikke at kommentere sagen i detaljer.


Nyhedsoverblik