¨

Agnete fylder 100 år og bliver overrasket med sang: - Jeg er så rørt over det

01:14

VIDEO: Se Agnete Balsig bliver overrasket med sang af naboerne. Video: Kristoffer Koch - TV2 ØST

Agnete Balsig fra Jyderup skulle have haft den store 100-års fejring, men det satte corona en stopper for. Alligevel blev dagen markeret på festlig vis.

Dagen i dag blev ikke, som Agnete Balsig, der bor i rækkehuskvarteret Skovengen i Jyderup, havde forventet.

På netop denne dato i 1920 – altså for præcis 100 år siden – kom hun til verden, og dagen skulle have været markeret med stor fest på Sognegården med 60 gæster fra ind- og udland.

Jeg ønsker mest, at ingen i min familie skulle blive syge og dårlige af det her corona

Agnete Balsig, Jyderup

Men så fik Danmark en ubuden gæst i form af coronavirussen, og de festlige planer blev forpurret.

Alligevel endte dagen med at blive noget ganske særligt for fødselaren. Klokken 10 slog samtlige naboer fra Skovengen nemlig tonen an og overraskede fødselaren med sang og hurra-råb.

- Det var en stor, stor overraskelse. Jeg er så rørt over det. Jeg har boet her siden 1993, altså 27 år. Så jeg tænkte, der måske kom et par stykker, men så kom de alle sammen. Jeg var fuldstændig målløs, men glad, siger Agnete Balsig til TV2 ØST.

Artiklen fortsætter under billederne.

Mange naboer var mødt op for at synge - ganske lovligt, fordi det foregår på privat grund. Foto: Krisoffer Koch - TV2 ØST

Mange naboer var mødt op for at synge - ganske lovligt, fordi det foregår på privat grund. Foto: Krisoffer Koch - TV2 ØST

Virkelig på stikkerne

Det var naboerne, der havde arrangeret den festlige morgen for Agnete Balsig.

- Da vi fik at vide, at der ikke kunne være fest, så lagde vi en seddel i postkasserne for at høre, om de ikke har lyst til at komme og synge for nogen, og det har de sagt ja til alle sammen, siger naboen Lina Falster.

Det var svært at sikre, at fødselaren ikke fattede mistanke, for som Lina Falster siger, så er hun ”på stikkerne og opfanger alt”.

- Hun havde egentlig inviteret os på morgenkaffe, og der havde vi sagt, at vi ikke kunne, fordi vi havde andre planer.

- Det er nu, det gælder

Også Agnete Balsigs fire døtre har haft en finger med i spillet på planlægning af dagens festligheder, der efter morgensang bød på hyggelig sammenkomst i en af døtrenes sommerhus med børn, børnebørn og god mad – og med god corona-afstand.

Det er ikke det samme at gøre det, når man bliver 101. Det er nu, det gælder, mens vi har vores mor.

Inge Birksted, datter

- Det er ikke det samme at gøre det, når man bliver 101. Det er nu, det gælder, mens vi har vores mor. Vi har undersøgt, at det er lovligt at gøre, som vi gør, når vi deler folk op i små grupper i haven. Min søster har arrangeret det så fantastisk, så alle kan være her i fornuftig afstand, og alle kan komme og sige tillykke, siger datter Inge Birksted.

For hende og de tre søstre var det meget rørende at se de mange naboer dukke op for at fejre deres mor.

- Det er fantastisk. Jeg begyndte at græde, da jeg gik herned af og så flagalléen, som alle naboer og hele kvarteret har arrangeret. Det er overvældende, siger Inge Birksted.

Artiklen fortsætter under billedet.

Alle Agnetes fire døtre  var med til dagens fejring. Foto: Kristoffer Koch - TV2 ØST

Æbleskiverne skal være runde

Men det var en selvfølge for naboerne, som sætter stor pris på Agnete Balsig.

- Jeg har boet her i 18 år. Og jeg hjælper hende, men det er først de senere år, at hun har haft behov for lidt hjælp. Ellers har hun jo klaret sig selv. Hun er rigtig hyggelig, og hun åbner døren og siger, at hun har portvinen klar, og om vi skal have et glas. Eller rødvin. Og hvis Søren inde ved siden af arbejder i haven, så siger hun, at han nok er nødt til lige at komme ind og få lidt øl, fordi det er hårdt. Hun er alletiders nabo, fortæller Lina Falster.

- Hun er også sådan, at når børnebørnene er hos mig, så bager hun lige en portion æbleskiver, som hun lægger pænt ved siden af hinanden og ikke i bunke, fordi de ikke skal være flade, men runde.

Meget rørende

Den 100-årige hovedperson kan se tilbage på et langt, men godt liv.

- Jeg synes, jeg haft 100 rigtig gode år. En god barndom og en god uddannelse med fag, jeg kunne lide. Og så var jeg heldig at få fire døtre, som hjælper mig med det, jeg ikke selv kan klare, siger hun.

Artiklen fortsætter under billedet.

En meget glad fødselar. Foto: Kristoffer Koch - TV2 ØST

Hvordan er det at blive 100 år?

- Den ene dag tager den anden. Det er faktisk ikke noget, jeg tænker så meget over. Jeg er bare taknemmelig over, at helbredet er godt, og jeg stadig kan foretage mig nogle ting og selv lave mad. I det daglige klarer jeg mig. Jeg har nok bare været heldig og har haft et godt helbred og et godt liv i det hele taget. I det store hele har jeg nok været heldig.

Og til sin fødselsdag ønsker hun sig mest af alt én ting:

- Jeg ønsker mest, at ingen i min familie skulle blive syge og dårlige af det her corona, for det er sådan set det, der har stået i baghovedet hele tiden. Det var nok at se hele Skovengen stå og synge der for mig. Hvor rørende. Jeg havde slet forventet det, slutter fødselaren.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App