Ældre ægtepars hjem invaderet af tricktyve

Et ægtepar på 84 og 86 år fik i weekenden invaderet deres hjem af 4 udenlandske personer, der viste sig at være tricktyve.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et ældre ægtepar fra Holbæk fik sig i weekenden en kedelig oplevelse. Lørdag eftermiddag var manden ude at handle, da en kvinde bankede på døren i parrets lejlighed. Kvinden, der ser dårligt, åbnede og fik at vide, at gæsten skulle kontrollere nogle rør.

Mens de 2 stod i køkkenet, sneg 3 andre personer sig ind i lejligheden og befandt sig forskellige steder i hjemmet, da manden kom hjem fra sin indkøbstur.

Det fik dog kvartetten til at fordufte ret hurtigt, og det lykkedes kun manden at få et glimt af bilen, som han beskriver som mørk og parkeret på hjørnet af Karen Mindevej og Diget.

Fik stjålet penge

Ægteparret opdagede kort efter det triste visit, at de havde fået stjålet penge gemt flere steder i lejligheden.

De 4 tricktyve var 3 mænd og 1 kvinde. Parret beskriver dem som udenlandske og har fortalt politiet, at den ene mand bar en hat.

Lokalpolitiet i Holbæk vil gerne i kontakt med personer, der har bemærket tricktyvene i området eller set deres bil og kan kontaktes på telefon 114.


Nyhedsoverblik