Ægtepar løsladt i terrorsagen fra Holbæk

En mand og en kvinde, der har siddet varetægtsfængslet i terrorsagen fra Holbæk, er blevet løsladt.

En mand og en kvinde, der siden starten af februar har været varetægtsfængslet i terrorsagen fra Holbæk, er i dag blevet løsladt.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Grundlaget for at fortsætte varetægtsfængslingen af dem er ikke længere til stede, skriver politiet. Politiet forsætter dog efterforskningen i sagen.

TV2 ØST har været i kontakt med Midt- og Vestsjællands Politi, der kan bekræfte identiteten på de to løsladte. Der er tale om et ældre ægtepar - en mand på 76 år og en kvinde på 61 år. De er forældre til de to hovedmistænkte brødre i sagen og var blandt dem, der blev anholdt, da politiet også ransagede to adresser i Holbæk tilbage i februar. 

Det var to brødre, deres forældre samt den ene brors hustru, hendes søster og søsterens mand, der blev anholdt. Men forældrene er altså nu løsladt.

SAGEN KORT:

De to personer, der nu løslades, blev tilbage i februar anholdt og sigtet i en sag om overtrædelse af straffelovens §114, også kendt som terrorparagraffen. 

De to løsladte personer er stadig sigtet i sagen, hvor fem andre personer stadig sidder varetægtsfængslet, mens sagen efterforskes. Derfor ønsker Midt- og Vestsjællands Politi ikke at  kommentere på det nærmere grundlag for løsladelsen af de to personer, fordi de fortsat er sigtet i sagen. 

VIDEO: Den 12. februar foretog politiet, både det danske og tyske, en større aktion, hvor i alt 14 personer,  otte mænd og fem kvinder, blev anholdt. En af anholdelserne foregik i Tyskland.

De to brødre er mistænkt for forsøg på terror, mens de resterende 11 personer er mistænkt for medvirken til forsøg på terror.