En 71-årig kvindes konto er blevet lænset for 20.000 kroner, efter at hun fredag fik stjålet sit dankort. I går mandag ringede kvindens bank til hende, fordi personalet undrede sig over, at der var blevet hævet sammenlagt 20.000 kroner på hendes kort.
Hun kom i tanke om, at hun fredag havde været på indkøb i Aldi og Netto, Tølløse, og da hun ved 13.30-tiden kom hjem til sin bopæl, blev hun i indkørslen kontaktet af en fremmed mand.
Fremviste kort
Han spurgte om vej og fremviste samtidig et kort, inden han forlod stedet kort efter i en grå mindre bil ført af en anden person. Det er formentligt i den forbindelse, at den 71-årige er blevet bestjålet, og hendes dankort efterfølgende er blevet misbrugt.
Den fremmede mand beskrev hun som:
- Mand
- Anden etnisk oprindelse end dansk
- Cirka 20 år
- Cirka 170 centimeter høj
- Spinkel af bygning
- Sort kort hår
- Iført mørkt tøj og medbragte et kort
- Han talte engelsk under samtalen med den 71-årige