60-årig pædagog skal i fængsel for overgreb på børn

En 60-årig børnehavepædagog skal i fængsel for overgreb på børn, har retten i Holbæk besluttet fredag eftermiddag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 60-årig mand, der tidligere har været ansat som pædagog ved Børnehuset Eventyrlunden i Holbæk, er blevet dømt skyldig i at have krænket børn i institutionen seksuelt.

Det afgjorde Retten i Holbæk i en opsigtsvækkende dom fredag eftermiddag klokken 14.30, oplyser TV2 ØST.

Den 60-årige mand, der nu er gået på efterløn, skal i fængsel i 15 måneder, fastslog byretten. Han blev dømt skyldig i 14 ud af 16 forhold, og blev også fradømt retten til at arbejde med børn.

Ifølge øjenvidner i retssalen var der gråd blandt familiemedlemmer til den dømte, mens dommen blev læst op. Manden valgte på stedet at anke dommen.

14 børn blev krænket

Dommerne besluttede at varetægtsfængsle den 60-årige mand, indtil ankesagen kan komme for retten. Det var dog et synspunkt, som den tiltaltes advokat på stedet ankede.

Pædagogen blev dømt for at have krænket 14 børn mellem 3 og 7 år i institutionen Eventyrlunden i Holbæk. Han har erkendt at have kysset med nogen af pigerne, men har i den forbindelse beskrevet, at han havde sagt fra, da pigerne havde stukket tungerne ind i hans mund.

Den 60-årige har tidligere været tiltalt for seksuelle overgreb på mindreårige. Den gang blev han dog frifundet for at have begået overgreb.


Nyhedsoverblik