60-årig pædagog for retten i november

Den mandlige pædagog, der er tiltalt for blufærdighedskrænkelse mod 8 piger fra den institution, hvor han arbejdede, skal for retten til november.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sagen mod den nu 60-årige pædagog, der i starten af juli måned blev tiltalt for at have befølt 8 piger fra Børnehuset Eventyrlunden i Holbæk, er blevet berammet.

Manden skal derfor for retten i Holbæk den 13. november, hvor han skal stå til ansvar for - uden på tøjet - at have rørt børnene i skridtet og på baller samt for at have kysset 2 af dem.

Det skriver Nordvestnyt.dk.

Lang retssag

Da der er tale om en kompleks sag, vil behandlingen trække i langdrag.

Man forventer derfor, at retssagen vil komme til at vare over flere måneder, og at man vil bruge mellem 5 og 10 retsdage på at komme frem til dommen, der skal falde i januar. Det fortæller anklager Sune Ploug Sørensen fra Midt- og Vestsjællands Politi til avisen.

Den lange retssag skyldes blandt andet, at man vil vise videoafhøringer af de 8 piger.

Piger i alderen 3 til 7 år

I slutningen af november sidste år blev pædagogen for første gang anmeldt af forældre til børn i institutionen. Siden er antallet af anmeldelser steget, og på et tidspunkt var manden sigtet for at beføle hele 18 børn uden på tøjet.

Overgrebene, som ingen øvrige pædagoger i institutionen bemærkede, er foregået i perioden fra januar 2011 til november 2012, hvor pigerne har været i alderen 3 til 7 år.

7 af pigerne blev udsat for krænkelserne på selve institutionen, mens manden berørte den sidste på en privat adresse i Holbæk.

Nægter sig skyldig

Den mandlige pædagog har været fritaget fra sit arbejde, siden de første anmeldelser fra forældrene kom.

Under hele forløbet har han nægtet sig skyldig i anklagerne, som han risikerer op til 4 års fængsel for.

Den 60-årige har tidligere været tiltalt for seksuelt overgreb mod en pige, men i denne sag blev han frikendt.


Nyhedsoverblik