47-årig dømt for at snyde i skat

Retten i Holbæk har idømt en 47-årig mand for at snyde i Skat, da han i 2010 undlod at fortælle myndigheden om en indtægt på over 800.000 kroner.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der var tale om unddragelse af skat, da en 47-årig mand fra Holbæk i 2010 undlod at opgive en indtægt på 842.100 kroner.

Skattesagen blev behandlet onsdag i Retten i Holbæk, og den udløste en dom på 50 dages fængsel og en bøde på 425.000 kroner.

Det skriver dagbladet Nordvestnyt.

Penge var bare et lån

Selv mente den 47-årige, at Skat tog fejl, idet de 842.100 var et lån, som han havde fået af sine indiske arbejdsgivere. I retten forklarede han, at han gennem flere år har arbejdet som tekstil-agent for et par virksomheder i Indien.

Han sælger deres produkter - primært i form af håndklæder og sengetøj - rundt om i Danmark.

1 million kroner på kontoen

Han er provisionslønnet, og på et tidspunkt kunne Skat konstatere, at der var blevet indbetalt over 1 million kroner på den 47-åriges konto tilbage i 2010. Og at pengene kom fra Indien.

Det undrede Skat, da manden havde opgivet en væsentlig lavere indkomst på selvangivelsen for det år.

Den 47-årige mand forklarede i retten, at når han ikke havde opgivet de penge til Skat, var det fordi, der var tale om lån i rater, som han havde fået af sine arbejdsgivere.

Anklageren havde dog svært ved at forstå, at manden ikke havde noget som helst skriftligt på den låneaftale.

Afviste ekstra tid til indere

Den 47-åriges forsvarer, advokat Kaj Høj, ønskede undervejs at få retssagen udsat, så de indiske arbejdsgivere kunne kontaktes og bekræfte aftalen om lånet.

Men det afviste retten med henvisning til, at det havde den 47-årige haft rigelig tid til at gøre, skriver dagbladet Nordvestnyt.


Nyhedsoverblik