20.000 kroner i bøde til Holbæk kommune for at rense å

Holbæk Kommune har betalt en bøde på 20.000 kroner, fordi den ulovligt har oprenset Tuse Å.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

20.000 kroner har det kostet Holbæk Kommune, at den har renset Tuse Å på ulovlig vis. 

Oprensningen mellem Tusebroerne skete i 2012, fordi adskillige borgere havde haft oversvømmelser på grund af den manglende afledningsevne af vandet i åen. Rensningen fik en række lystfiskere og lodsejeren af det stykke jord, der blev renset, til at politianmelde kommunen.

De kaldte oprensningen en skandale og mente, at den overtrådte naturbeskyttelsesloven, fordi den skete på et tidspunkt af året, hvor ørrederne netop havde gydet, og så skal de altså have fred, så æggene ikke går til spilde, lød det dengang.

På samme måde truede oprensningen ålen, der er en truet dyreart, og som under arbejdet lå i dvale. Dermed havde den ikke mulighed for at stikke af.

Sker ikke igen

Kommunen erkendte dengang, at tidsunktet ikke var optimalt, og med bøden er det blevet slået fast, at oprensningen var ulovlig.

I et brev til lystfiskernes formand i Tuse Å's Ørredsammenslutning, Rune Hylby, skriver Holbæk Kommune, at den kan berolige borgerne med, 'at det ikke vil ske igen, at kommunen oprenser vandløb uden, at det er begrundet i en forudgående kontrol af vandløbet.'

Takker ja til hjælp

Holbæk Kommune holdt allerede i marts sidste år møde med vandsynsgruppen for Tuse Å, hvor det blev aftalt, at der skal arbejdes videre med konkrete tiltag, der forbedrer forholdene i Tuse Å samtidig med, at vandgennemstrømningen sikres.

Rune Hylby har på vegne af ørredsammenslutningen tilbudt kommunen at lave et forslag til en permanent løsning på, hvordan strækningen kan genetableres, hvilket kommunen har takket ja til.  


Nyhedsoverblik