18-årig kvinde forsøgt voldtaget: Politiet efterlyser vidner

En 18-årig kvinde fra Holbæk blev forsøgt voldtaget, da hun tidligt lørdag morgen gik ad Lundemarksvej. Politiet vil gerne høre fra vidner i området.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lørdag klokken 06.30 gik en 18-årig kvinde fra Holbæk ad Lundemarksvej, og fra broen på Valdenar Sejrsvej bemærkede kvinden, at en mand i gik samme retning.

På Lundemarksvej ude foran fitnesscenteret Multi Fitness ville den forurettede kvinde binde sin ene sko og bøjede sig derfor ned. 

Her tog manden, der gik i samme retning, med den ene hånd fat om kvindes mund og øjne og fik hende lagt ned på maven. I det samme kom en bil, som kørte ad Lundemarksvej.

quote Vi håber folk, der har været i området, kan hjælpe os videre i sagen

Martin Bjerregaard, kommunikationskonsulent ved Midt- og Vestsjællands Politi

Det fik tilsyneladende gerningsmanden til at rejse sig og forsvinde i vestlig retning ad Lundemarksvej.

- Hun blev selvfølgelig glad for, der kom en bil forbi, fortæller Martin Bjerregaard, kommunikationskonsulent ved Midt- og Vestsjællands Politi, til TV ØST.

Efterlyser vidner

En forbipasserende bil standsede efterfølgende op og samlede den 18-årige kvinde op og kørte hende hjem, hvor politiet blev tilkaldt.

- Men vi har simpelthen ikke yderligere oplysninger i sagen, så vi håber folk, der har været i området, kan hjælpe os videre i sagen, siger Martin Bjerregaard

Politiet kan kontaktes på telefon: 1-1-4.

Gerningsmanden beskrives som:

  • Mand dansk/lys i huden
  • 175- 180 cm høj
  • 25-30 år gammel
  • Almindelig af bygning og stærk
  • Mørke øjne, måske brune
  • Lyse skægstubbe omkring kæbeparti og munden
  • Han var iført sort hue
  • Sort jakke
  • Sorte (ski)handsker med knopper på indersiden, dog ikke dothandsker
  • Mørke bukser

 


Nyhedsoverblik