17-årig slog betjent under stor politiaktion

Under en politiaktion i Holbæk tirsdag aften slog en 17-årig dreng en betjent. Han fremstilles i et grundlovsforhør i løbet af dagen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kort før klokken 21.30 i aftes blev politiet sendt af sted til krydset mellem Enighedsvej og Kalundborgvej i Holbæk, hvor en 12-14 personer sloges. 

Der var ifølge Midt- og Vestsjællands Politi en ophidset stemning og flere af de tilstedeværende optrådte aggressivt og provokerende. 

Politiet begyndte ifølge Carsten Andersen, kommunikationsansvarlig hos Midt- og Vestsjællands Politi, at registrere de pågældende personer. Det provokerede angiveligt en 17-årig dreng fra Holbæk så meget, at han slog en af betjentene med flad hånd.

- Volden i sig selv er ikke alvorlig, men det er handlingen, siger Carsten Andersen til TV ØST.

Drengen blev anholdt og taget med på politistationen, hvor han fortsat  sidder anholdt. Han bliver i løbet af dagen fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.

Politiet tilbageholdt kortvarigt i alt 11 personer, der blev visiteret og registreret.

Der blev fundet fire knive, 20,4 gram hash og en joint. Politiet formoder, at de fundne genstande er smidt af de involverede parter i forbindelse med politiets ankomst til stedet. Effekterne fundet ved brug af politihunde. 


Nyhedsoverblik