¨

16-årig skal fortsat sidde fængslet for bombeplaner

Den 16-årige pige planlagde angiveligt et bombeangreb på blandt andet Sydskolen i Fårevejle. Foto: TV ØST

Den pige, som er sigtet for at planlægge angreb mod to skoler, har frivilligt forlænget sin fængsling.

En 16-årig pige har frivilligt fået forlænget sin varetægtsfængsling i den såkaldte Kundbysag, hvor hun er sigtet for at ville bombe to skoler på Sjælland.

En 24-årig mand, som er sigtet for at medvirke til planerne, er også fængslet i sagen. Han får ligesom pigen forlænget varetægtsfængslingen med fire uger - dog ikke frivilligt.

Det oplyser anklager i sagen, Lasse Biehl, som ikke har yderligere at sige, da retsmødet mandag blev afholdt for lukkede døre.

De to unge mennesker har siddet fængslet siden januar i år.

Ville bombe Sydskolen i Fårevejle

Den 16-årige pige blev anholdt 13. januar, da Midt- og Vestsjællands Politi gennemførte en større politiaktion på en adresse ved Kundby ikke langt fra Holbæk.

Den dengang 15-årige pige, der er konverteret til islam, blev sigtet for at ville udføre bombeangreb mod den jødiske Carolineskolen i København og Sydskolen i Fårevejle.

Den 24-årige mand blev sigtet for at medvirke til hendes terrorplaner.

Ifølge anklager Lasse Biehl er efterforskningen nu i sin afsluttende fase.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App