14-årige Lukas skriver krimiroman

En bare 14-årig dreng fra Gislinge i Nordvestsjælland er klar til at blive Danmarks nye stjerneforfatter. Den 11. juli udkommer hans debutroman.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

14-årige Lukas Hviid Petersson har ordet i sin magt. Det tog ham under en måned at skrive en roman, og nu er den klar til udgivelse.

- Det er virkelig fedt. Det har været et spændende forløb fra udkast til endeligt produkt, fortæller den unge krimiforfatter.

Corvus Corax hedder bogen, der udkommer den 11. juli. Den handler om en seriemorder, som hærger den amerikanske by Los Angeles.

Hvor de litterære evner præcis kommer fra, kan Lukas Hviid Petersson ikke svare på, men han har altid været vild med bøger.

- Jeg læste min første lange voksenbog som 10-årig. Det var en Stephen King-roman, fortæller teenageren.

Corvus Corax udkommer den 11. juli, og ugen efter holder familien reception i hjemmet i Gislinge.

Lukas Hviid Petersson har fået blod på tanden, og han er allerede nu i gang med sin næste roman. Drømmen er at blive fuldtidsforfatter.