Forsvareren viser kærlige beskeder mellem Hediga Morad og eksmand

Lange og intime beskeder mellem Hediga og hendes eksmand fremvises på dagens retsmøde. Dialogerne fandt sted to måneder inden hendes forsvinden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I den spektakulære drabssag uden lig er det kommet frem på sidste retsdag inden domsafsigelse, at Hediga Morad og den tiltalte eksmand udvekslede lange og intime dialoger to måneder inden hendes forsvinden.

Hediga Morad forsvandt natten mellem den 9. og 10. oktober 2015, da hun havde afleveret sine to børn til deres far og hendes eksmand i Vordingborg.

Selvom hendes lig aldrig er blevet fundet, blev hendes syriske eksmand dømt for hendes mord i januar i år. Han fik 12 års fængsel og udvisning af Danmark, men valgte at anke dommen på stedet. Han mente nemlig, at hans ekskone stadig var i live.

Forsvareren kommer med de sidste beviser

De intime beskeder, som forsvareren fremlægger i retten i Nykøbing Falster tirsdag formiddag, er skrevet i august 2015.

Beskederne er skrevet gennem applikationen WhatsApp samme dag, inden og efter, at Hediga Morad var hos politiet for at anklage tiltalte for vold. Hediga var på dette tidspunkt i Vejle på krisecentret, mens tiltalte var i Vordingborg.

quote Jeg kysser dig skat

Hediga Morad til tiltalte i korrespondance

Ifølge forsvareren kalder Hediga Morad og tiltalte hinanden for hinanden skat i den kærlige beskedudveksling, og de skriver, at de elsker hinanden. Hediga Morad skriver blandt andet til tiltalte: 'Jeg kysser dig skat'.

Senere tirsdag forventes forsvarer og anklager at diskutere skyldsspørgsmålet. Onsdag vil retten komme med sin afgørelse.


Nyhedsoverblik