Drabssag uden lig skal nu for retten

Hediga Morad formodes dræbt, men liget er aldrig blevet fundet. Fredag begynder retssagen mod hendes eksmand, der er tiltalt for drabet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er en opsigtsvækkende sag, der fredag skal behandles ved retten i Nykøbing Falster.

- Det er ikke så tit, man har en drabssag, hvor man ikke har noget lig, siger Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, der har ledt efterforskningen.

Omdrejningspunktet er den syriskfødte Hediga Morad, der forsvandt sporløst i oktober 2015.

Den dengang 34-årige kvinde boede i Vejle med sine to børn. Den 9. oktober tog hun toget fra Jylland mod Vordingborg for at aflevere børnene hos sin eksmand, hvor de skulle holde efterårsferie.

Hediga Morad ankom til stationen kort før midnat. Det er det sidste sted, hun med sikkerhed er set i live.

Indicier tyder på drab

Kvindens 41-årige eksmand blev anholdt for godt et år siden, og har siden siddet varetægtsfængslet. Nu er han tiltalt for drabet på hende, selvom liget aldrig er blevet fundet.

- Vi har brugt en del kræfter på at lede efter liget flere steder på Sydsjælland og Møn, men det har ikke givet noget resultat. Vi har dog en del indicier, der får os til at tro, der er begået et drab. Derfor har anklagemyndigheden nu valgt at rejse tiltale, siger Søren Ravn-Nielsen.

Ifølge anklageskriftet er eksmanden tiltalt for at have dræbt Hediga Morad mellem kl. 23.30 den 9. oktober og kl. 16. den 10. oktober 2015. Derefter skulle han have skaffet sig af med liget.

Han er desuden tiltalt for per telefon at have truet sin ekskone på livet i august 2015.

Derudover er han tiltalt for at have taget det ene af deres børn og holdt det skjult på en adresse i Odense på et tidspunkt, hvor moren ellers midlertidigt havde fuld forældremyndighed.


Nyhedsoverblik