Zornig kendt skyldig i menneskesmugling

Direktør for Børnehuset Zornig, Lisbeth Zornig Andersen, og hendes mand idømmes hver en bøde på 22.500 kroner for at have fragtet seks flygtninge gennem landet til Sverige.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tilbage i september da flygtningestrømmen for alvor ramte Danmark, valgte Lisbeth Zornig Andersen og hendes mand at køre en syrisk familie ti Sverige, som de samlede op ved Rødbyhavn.

Hvad der ifølge Lisbeth Zornig Andersen var en venlig handling, er nu blevet til en dyr fornøjelse. I dag ved retten i Nykøbing Falster blev Lisbeth Zornig Andersen og hendes mand kendt skyldig i menneskesmugling, og de skal nu betale en samlet bøde på 45.000 kroner.  

- Jeg er rasende. Jeg synes jo ikke, jeg har gjort noget forkert. Jeg mener, jeg har gjort det eneste, der var anstændigt, nemlig at hjælpe flygtningene, siger Lisbeth Zornig Andersen til TV ØST.

Og hun ville gøre det samme igen, siger hun til TV ØST.

Hun mistænker samtidig retten for at have benyttet hendes kendte position i offentligheden til at komme med et budskab til andre, der skulle få lyst til at hjælpe flygtninge med transporten.

- Jeg kan ikke lade være med at tænke, om retten har haft brug for at statuere et eksempel, fordi jeg er en kendt person, siger hun til ritzau.

Det er ulovligt

Politiet og anklagemyndighederne har valgt at rejse flere hundrede sigtelser for menneskesmugling mod danskere, som hjalp flygtningene med et lift. Så Lisbeth Zornig Andersen er kun én af mange, der kan blive kendt skyldig i menneskesmugling.

Det er ulovligt at transportere personer, som ikke har tilladelse til at være i landet.

- Michael (Lisbeth Zornig Andersens mand, red.) og jeg kan godt klare det her, men den her dom kommer til at danne præcedens for de mange børn af flygtninge, studerende, folkepensionister og andre, der gav en hånd i de dage, som vil blive meget mere økonomisk ramt, end vi gør, siger Lisbeth Zornig til ritzau.

Begge de dømte har udbedt sig betænkningstid i forhold til, om de vil anke dommen.


Nyhedsoverblik