Zoo opruster overvågning efter mistanke om forgiftning

Flere dyr har vist tegn på forgiftning, og Krokodille Zoos egen overvågning er blevet saboteret. Nu er et sikkerhedsfirma blevet hyret ind.

To opsigtsvækkende hændelser har rystet Krokodille Zoo på Falster.

Her har personalet ad to omgange i løbet af efteråret været vidne til, at nogle af dyrene viste tegn på forgiftning.

- Til at starte med troede vi ikke, det kunne være rigtigt, fortæller Morten Jensen, der er bestyrelsesformand for Fonden Krokodille Zoo.

Han udtaler sig til TV2 ØST, efter at Folketidende fik færten af sagen.

Krokodille Zoo har skruet kraftigt op for sikkerheden efter to tilfælde, hvor personalet har fået mistanke om, at dyrene er blevet forgiftet.
Krokodille Zoo har skruet kraftigt op for sikkerheden efter to tilfælde, hvor personalet har fået mistanke om, at dyrene er blevet forgiftet. Foto: Krokodille Zoo

Det er Morten Jensen, der forestår kommunikationen om de to hændelser, der har rystet personalet.

- Krokodille Zoo er skabt af kærlighed til dyr – det er skabt af et ønske om dyrebevarelse, siger han videre og tilføjer:

- Når man så oplever noget, der fremstår som mennesker, der prøver at gøre noget ved det – det bliver man rystet over.

Pumaerne blev pludselig syge

Første gang, personalet konstaterede, der var noget galt, var tilbage i oktober.

- Der var flere dyr, som udviste tegn på forgiftning. De opførte sig underligt, og i en periode havde de det rigtig skidt, forklarer han.

Ifølge bestyrelsesformand for Fonden Krokodille Zoo, Morten Jensen, var det flere af dyrene inde i Tropehallerne, som opførte sig mærkeligt.
Ifølge bestyrelsesformand for Fonden Krokodille Zoo, Morten Jensen, var det flere af dyrene inde i Tropehallerne, som opførte sig mærkeligt. Foto: Krokodille Zoo

Efterfølgende blev flere overvågningskameraer sat op.

- I november havde vi endnu en episode, hvor en del af den overvågning, vi havde sat op, blev drejet væk fra det område, det skulle filme. Det kan vi se på optagelserne, siger Morten Jensen og tilføjer:

- Dagen efter kunne vi konstatere, at pumaerne blev rigtig syge.

Foruden sygdomstegn har personalet fundet effekter, der ikke stammer fra Krokodille Zoo, i pumaernes bur.

Læs også
Husker du bæveren, der svømmede til Falster? Her er den i dag
Læs også
Husker du bæveren, der svømmede til Falster? Her er den i dag

De nærmere detaljer ønsker Morten Jensen ikke at gå ind i, da sagen er overdraget til myndighederne for videre efterforskning.

Imens har Krokodille Zoo i samarbejde med et sikkerhedsfirma skruet op for sikkerheden i en sådan grad, at det har vakt opsigt lokalt.

- Hvis nogen ser noget, der virker mistænkeligt, så hører vi nok om det, siger Morten Jensen og tilføjer:

- Men ellers så ønsker vi egentlig bare at komme tilbage til almindelig glad drift.


Nyhedsoverblik