Virksomheder valfarter til Lolland og Falster

De seneste fem år er antallet af nye virksomheder på Lolland og Falster steget med 43 procent.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mens der i 2010 blev etableret 217 nye virksomheder var det tal 312 i 2015. Det er en stigning på 43 procent.

Det viser beregninger Væksthus Sjælland har lavet for DR Sjælland.

En af de virksomheder, der har valgt at slå sig ned på Lolland er den Norske milliard-koncern Tomagruppen, der leverer en række facility-ydelser indenfor blandt andet rengøring og kantinedrift.

- På Lolland er vi meget tæt på de mennesker, der træffer beslutningerne, og det er helt afgørende. I en stor by som København vil vi hurtigt forsvinde i mængden, siger direktør for Tomagruppen i Danmark, Lars Andreassen til DR Sjælland.

Anlægsopgaver tiltrækker virksomheder

Ifølge den erhvervsfremmende organisation Business LF er det især de mange anlægsopgaver i området og udsigten til den kommende Femern Bælt-forbindelse, som tiltrækker virksomhederne til området.

- Virksomhederne ser en mulighed for at sidde mellem to metropoler, som er København og Hamborg, hvor man er tæt på både det nordiske marked og kontinentet, siger Steen Wæver, direktør for Business LF.

Også 3F på Lolland mærker, at flere af deres medlemmer er kommet i arbejde.

- Vi mærker en stigning i væksten, ikke kun i byggesektoren men også i industrien, hvor en lang række virksomheder ansætter, siger formand for 3F Lolland Jørgen Kozak Nielsen til DR Sjælland.

Arbejdsløsheden for 3Fs medlemmer i Lolland og Guldborgsund er generelt faldet med 25 procent det seneste år.


Nyhedsoverblik