Vilde dyr i fare for at løbe fri - halvanden kilometer hegn til populært naturområde smadret

Halvanden kilometer hegn til det yndede naturområde Bøtøskoven, hvor der går vilde køer og heste, blev i sidste uge smadret.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et trist syn ved Bøtøskoven mødte medarbejderne fra Guldborgsund Kommune torsdag eftermiddag. En eller flere ukendte personer havde ødelagt halvanden kilometer af det elektriske hegn, som omkranser den 150 hektarer store skov.

Bøtøskoven ligger på det sydlige Falster. Her har der siden 2017 gået vilde køer og heste. Skoven er indhegnet for at passe på de vilde heste og køer, som bor i skoven, men torsdag var hegnet hugget i stykker på en lang strækning langs diget ud mod Østersøen.

Skaderne blev hurtigt udbedret, fortæller Frederik Cordes, som er leder af Natur-afdelingen i Guldborgsund Kommune:

- Når der opstår fejl på det elektriske hegn, går der automatisk besked til vores opsynsmand. Derfor var han hurtigt på stedet og sørgede for, at der straks blev taget hånd om episoden, siger han til TV2 ØST.

Muligvis ødelagt med økse

Der er ifølge Frederik Cordes tale om en eller flere personer, der har brugt stor energi på at ødelægge hegnet.

- Torsdag eftermiddag havde vi rigtig dårligt vejr, siger han om tidspunktet for hændelsen.

Hegnet er bygget i massive ege-stolper, hvorimellem der er udspændt to tykke ståltråde, der løber strøm igennem. I stolperne er der tydelige skader fra, hvad der ligner, en økse.

Ingen afsender på hærværk

Frederik Cordes stiller sig uforstående overfor hændelsen.

- Vi har ikke hørt om nogen, der har noget imod, at vi har vilde heste og køer gående i naturpleje i Bøtøskoven, siger han.

Dyrene i Bøtøskoven har masser af plads i skoven, som hvert år besøges af cirka 30.000 gæster. Foruden de vilde dyr er skoven kendt for sjældne sommerfuglearter.

Hestene og køerne hjælper med at pleje naturen til gavn for netop sommerfuglene, forklarer Frederik Cordes. Han understreger, at dyrene løbende tilses af dyrlæger for, at de har det godt.

Dyrene i Bøtøskoven har masser af plads i skoven, som hvert år besøges af cirka 30.000 gæster. Foruden de vilde dyr er skoven også kendt for sjældne sommerfuglearter.
Dyrene i Bøtøskoven har masser af plads i skoven, som hvert år besøges af cirka 30.000 gæster. Foruden de vilde dyr er skoven også kendt for sjældne sommerfuglearter. Foto: Guldborgsund Kommune

Selvom hegnet blev ødelagt, var dyrene på intet tidspunkt i nærheden af af forlade området.

- Men potentielt ville dyrene kunne unslippe og gå ud på diget, hvor de ville gøre stor skade, understreger Frederik Cordes.

Håber på vidner

Guldborgsund Kommune har efterfølgende anmeldt hændelsen om det ødelagte hegn til politiet.

- Vi er rigtig ærgerlige over, at hegnet er blevet ødelagt. Når vi har valgt at dele det på Facebook og melde det til politiet, er det i håbet om, nogen har set eller hørt noget torsdag mellem 13 og 15, som de kan fortælle til politiet, siger Frederik Cordes.

Siden opslaget blev delt på Facebook, har mange personer udtrykt deres foragt og ærgrelse over hærværket i kommentarsporet.

Det ødelagte hegn koster ifølge Frederik Cordes mellem 15.000 og 20.000 kroner plus arbejdstimerne, som går fra andre projekter i kommunen.


Nyhedsoverblik