Vandværk opdagede læk på 90.000 liter

Det var Marielyst Vandværk, der var årsagen til, at et tyveri på Hotel Nørrevang blev opdaget, da der pludselig manglede 90.000 liter vand.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er ærgerligt nok i forvejen, når der kommer uventede gæster i form af tyve. Endnu mere ærgerligt er det, når de undlader at slukke for vandet efter at have stjålet opvaskemaskinen.

Og det var netop vandet, der gjorde Marielyst Vandværk opmærksomme på, at noget var galt, da det i sidste uge opdagede, at der manglede 90.000 liter, og efter at have været rundt i området fandt vandværket ud af, at spildet stammede fra en af ferieboligerne ved Hotel Nørrevang.

- Vi laver af og til analyser over, hvor meget vand der bliver brugt om natten og kunne se, at der var brugt en del mere i den sektion, hvor hotellet ligger, og da vi tog over og kiggede, løb der vand ud af huset, fortæller Claus Clausen, der er driftsleder ved Marielyst Vandværk.

Ramt af uheld

Det viste sig, at der havde været indbrud i huset, og at en eller flere tyve havde været forbi og stjæle et fladskærms tv, en Playstation og så opvaskemaskinen, og da tyven ikke havde gjort sig den ulejlighed at lukke for vandet efter at have snuppet opvaskemaskinen, er der i hvert fald røget 90.000 liter vand ud i huset.

Hotel Nørrevang har været ramt af flere uheld de seneste måneder. I december kom det frem, at 26 gæster var blevet syge af tarteletfyldet til en julefrokost. I januar holdt hotellet lukket i to uger, for i starten af februar at gå konkurs.


Nyhedsoverblik