For godt to år siden satte Mads Hagen fra Nykøbing Falster sig for at vise de bedste sider af sin hjemstavn frem.
Det gjorde han, fordi at han syntes, der blev fortalt alt for meget negativt om Lolland-Falster – og alt for lidt om alt den flotte natur, som han mener, området byder på.
Fra jeg startede, til jeg fik det billede, jeg gik efter, gik der cirka tre måneder
Og det har han nu gjort så godt, at et af hans fotografier er blevet kåret som en af vinderne i den landsdækkende konkurrence Vis os vores Natur. Men for den unge fotograf handler det først og fremmest om, at vise de bedste sider af Lolland-Falster frem:
- Det irriterede mig, at egnen altid havde det her look af, der var ikke fedt at være, der var ikke flot, og man skulle egentlig så hurtigt væk fra området som muligt, fortæller Mads Hagen i dag til TV2 ØST.
Det gælder om at være usynlig
Projektet – som fik titlen ”Mit Lolland Falster” – startede i 2018, da Mads Hagen var færdig i gymnasiet.
Siden har han gennem mange timer iført waders og i skjul af et camouflage-telt ventet tålmodigt på at kunne tage de helt rigtige billeder – heriblandt vinderfotoet af skarven.
Hemmeligheden er at gøre sig helt usynlig, forklarer Mads Hagen, som især har fokuseret på fotos af fugle, her i blandt isfugl og natugle, men også andre dyr som grævling og rådyr.
Om vinderfotoet af skarven fortæller han:
- Fra jeg startede, til jeg fik det billede, jeg gik efter – gik der cirka tre måneder, fordi det handlede om langsomt at komme tættere på dem, uden de blev skræmt, så de ligesom accepterede min tilstedeværelse.
Nyt projekt på vej
Det lykkedes i april måned. Fotoet har siden været vist på udstillinger i både København og Aarhus.
- Nogle gange sker det lige med det samme – andre gange kan man sidde i 12 timer, uden der sker noget som helst, fortæller Mads Hagen, som i dag har omkring 1700 følgere på det sociale medie Instagram, hvor han også deler sine fotos.
- Det er rigtig fedt at kunne lægge ud, tilføjer han.
Næste projekt fra Mads Hagen kommer til at omfatte hele Danmark, men en del af billederne vil fortsat blive taget på Lolland-Falster.