¨

Udfordrer politikerne på Facebook

Foto: TV ØST

Martin Olsen, 41 år, driftstekniker, bor i Guldborgsund Kommune

Ved du, hvad du stemmer til kommunalvalget?

Nej

Plejer du at stemme?

Ja, det gør jeg. Jeg stemmer altid til både kommunalvalg og folketingsvalg.

Hvordan finder du ud af, hvad du skal stemme på?

I år bruger jeg medier som Facebook, hvor jeg debatterer med politikerne. Jeg stiller dem forskellige spørgsmål på deres sider og forsøger at få konkrete svar. I sidste uge spurgte jeg for eksempel en, der har fokus på børne- og ungepolitikken, om, hvad hendes holdning er på ældreområdet. Jeg ved godt, at tingene er mere nuancerede end et kort svar, men jeg vil gerne bare have et ja eller nej på mine spørgsmål, selv om det er svært at få. Jeg har allerede sorteret en del politikere fra ud fra deres svar på Facebook eller ud fra det, jeg har læst i de lokale medier, men der er der nogle tilbage, som jeg godt kunne finde på at stemme på.

Hvad lægger du vægt på, når du skal afgøre, hvem din stemme skal gå til?

Jeg lægger vægt på børne- og ungepolitikken, miljøpolitikken og på politikken på ældreområdet. Jeg har selv børn, og de er blevet flyttet fra en skole til en anden og skal flyttes igen nu, så spørgsmål omkring skolelukninger og flytning af elever interesserer mig. Ældreområdet optager mig, fordi jeg synes, at der bliver skåret for meget på området. Jeg har forældre, som er oppe i årene, og så når jeg også selv en alder på et tidspunkt, hvor jeg har brug for hjælp. Jeg har selv arbejdet på miljøområdet, så jeg har fået et indblik i, hvordan politikerne prioriterer her, og det er også noget, jeg har fokus på hos kandidaterne.

Hvad skulle en politiker stå for, hvis vedkommende var optimal i forhold til dine interesser?

De skulle være mere lyttende over for forældrene, når der bliver taget store beslutninger som skolelukninger, og når der skal bruges mange millioner. Jeg ved, at der for eksempel er mange, der ikke forstår, hvorfor der skal bygges en ny skole i Nykøbing, og sådan nogle ting kunne godt blive sendt ud til afstemning blandt borgerne.

Hvad betyder det for dig at stemme?

Det betyder, at jeg kan sætte mit præg på tingene og stemme nogen ind, som har de samme holdninger som mig. Jeg har det lidt sådan, at jeg ikke kan tillade mig at være utilfreds med tingene, hvis jeg bare er blevet hjemme i sofaen på valgdagen.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App