Tysk forretningsmand vil bygge 100 flydende sommerhuse om året på Falster

En tysk husbådsproduktion har valgt at lægge deres produktion af feriehusbåde i Orehoved på Falster. Det skaber glæde i lokalmiljøet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En stor produktion af feriehusbåde skal nu ligge i den lille by Orehoved på Falster. Det er det tyske firma Stern Hausboot, der nu har overtaget en grund i byen. 

Det skriver Business Lolland-Falster i en pressemeddelelse. 

Den lokale erhvervsorganisation vurderer, at det vil skabe 70-100 direkte og afledte arbejdspladser.

- Nye arbejdspladser er i høj kurs i Guldborgsund Kommune, og så er det rigtig spændende med feriehusbådene, som kan være med til at styrke et turismeområde, der allerede er i vækst. Så det er en dejlig start på 2022, siger borgmester i Guldborgsund Kommune, Simon Hansen (S) i pressemeddelelsen. 

Læs også
Satser stort på husbåde på Lolland-Falster - sommerhusene er fyldt op
Læs også
Satser stort på husbåde på Lolland-Falster - sommerhusene er fyldt op

Virksomheden har allerede store planer for husbådturisme på Lolland-Falster. 

De forventer en årlig produktion på 100 flydende sommerhuse, og de har følt sig godt taget imod af de lokale. 

- Vi er virkelig blevet taget godt imod både nationalt og lokalt, siger Bernd Muckenschnabel, der er medejer af Stern Hausboot, i pressemeddelelsen og tilføjer:

- De (Business Lolland-Falster, red.) forstod vores behov og præsenterede os for den perfekte lokalitet. Derudover har de hjulpet os med myndighedsgodkendelser, ligesom vi ser frem til et samarbejde med Business Lolland-Falster og Guldborgsund Kommune omkring rekruttering af medarbejdere.

Stern Hausboot har allerede placeret husbåde i Kragenæs Marina Lystcamp på det nordvestlige Lolland.
Stern Hausboot har allerede placeret husbåde i Kragenæs Marina Lystcamp på det nordvestlige Lolland. Foto: Dansk Kyst- og Naturturisme

Produktion lå på Lolland 

Stern Hausboot blev stiftet i 2011 og i 2020 etablerede de en mindre produktion på Bandholm Havn på Lolland. 

Men husbådsproducenten ønskede at opskalere produktionen, og derfor var de nødt til at finde en ny lokation for produktionen.  

Med hjælp fra Invest in Denmark, Business Lolland-Falster, Vækstfonden samt flere andre lokale aktører lykkedes det altså at holde virksomheden i samme område.

Også selvom andre lande som Holland og Tyskland også var i spil. 

Sådan ser Stern Hausboots husbåde ud inden i.
Sådan ser Stern Hausboots husbåde ud inden i. Foto: Dansk Kyst- og Naturturisme

- Vi har set en ejendomsmægler, en advokat, en revisor og en bank, alle med en lokal forankring, som er gået i dialog med hinanden, og som har vist fælles vilje til at skabe et godt fundament for den tyske virksomhed, siger udviklingschef hos Business Lolland-Falster, Mads Stærk og tilføjer:

- Som den lokale erhvervsorganisation kan vi i samarbejde med Invest In Denmark og Vækstfonden guide, rådgive og skabe nogle overordnede rammer for en virksomhedstiltrækning, men det er lige så vigtigt, at der er både evne og vilje hos det lokale erhvervsliv til at få missionen til at lykkedes. 

Fabrikshallerne som virksomheden skal overtage er allerede etableret, da der tidligere har været fabrik der blandt andet producerede vindmøllekomponenter. 

Stern Hausboot forventer fuld produktion fra fjerde kvartal af 2022. 



Nyhedsoverblik