Turist-tørke i København - madskole er rykket til Lolland

Da Danmark lukkede ned forsvandt kunderne fra Nynne Mee Pilgaards madskole i København. Derfor er hun nu rykket til Lolland for sommeren.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En madskole fra København har for sommeren slået sig ned på Lolland.

Egentlig ernærer madskolen CPH Cooking Class sig ved at undervise udenlandske turister på besøg i den danske hovedstad – men grundet coronaepidemien har det været småt med turister til undervisning i dansk kogekunst.

quote Jeg har jo taget en chance ved at gøre det. Jeg håber virkelig meget på noget lokal opbakning

Nynne Mee Pilgaard, medejer, CPH Cooking Class

Derfor valgte Nynne Mee Pilgaard, medejer af CPH Cooking Class, at tage imod tilbuddet, da en lokal ildsjæl på Lolland tog initiativ til at invitere madskolen til øen efter at have læst om madskolens og dens udfordringer i avisen Berlingske.

Nynne Mee Pilgaard har aldrig selv været på Lolland, men hun blev overvældet over de mange madmuligheder, der findes på øen.

- Jeg blev forelsket i Lolland og de råvarer, der laves her – det er nemt at lave god mad, hvis man har gode råvarer, siger hun og forklarer videre:

- Mine børn er vokset op med, at vi tager ned i Irma og hiver kyllingen op af køledisken. Jeg synes om hele den storytelling, der ligger bag – hvad sker der egentlig før, at det rammer køledisken.

Nynne Mee Pilgaard underviser normalt i dansk kogekunst i København, men er for sommeren rykket til Lolland - øen, som hun med egne ord, er blevet forelsket i.
Nynne Mee Pilgaard underviser normalt i dansk kogekunst i København, men er for sommeren rykket til Lolland - øen, som hun med egne ord, er blevet forelsket i. Foto: Arkivfoto

Har taget en chance

Nu er håbet, at mange madglade mennesker vil melde sig til kurserne, der har temaer som fisk, kvæg og frugt – alt sammen lokalt produceret.

- Jeg har jo taget en chance ved at gøre det her. Jeg håber virkelig meget på noget lokal opbakning, på nogle gæstebesøgende og måske endda nogle turister. Vi har markedsført os på både engelsk og dansk, fortæller Nynne Mee Pilgaard.

TV2 ØST var med, da Mo Sieck fra Næstved som en del af sommerferien på Lolland valgte at tage på madskole sammen med sin far og to døtre.

Her startede dagen med et besøg hos det økologiske fjerkræ på Dalbakkegaard i Vester Ulslev på Lolland.

Mo Sieck fra Næstved er begejstret for oplevelsen på madskolen. - Vi kommer igen i morgen, siger hun med et smil.
Mo Sieck fra Næstved er begejstret for oplevelsen på madskolen. - Vi kommer igen i morgen, siger hun med et smil. Foto: Arkivfoto

- Vi interesserer os alle sammen for at lave mad, og vi synes, det er spændende at se, hvordan mad bliver produceret, og hvad det er, man betaler for, når man køber økologisk, fortæller Mo Sieck og tilføjer:

- Jeg kan godt lide at lave mad sammen med min børn, som ikke har noget med en skærm at gøre. Det er smadderhyggeligt, synes jeg, og man får meget ud af det.

Godt med nye kunder

Også de lokale producenter er begejstrede for nye besøgende. Dalbakkegaard er bare én af de producenter, der er med i sommerprojektet, hvor turister og lokale kan komme i madskole på Lolland:

- Det er spændende, det er altid godt at få nogle nye kunder – eller det kan vi jo håbe, at de bliver – og vise, den måde, vi driver virksomhed på, siger Bryan Hansen, ejer af Dalbakkegaard.

Bryan Hansen, ejer af Dalbakkegaard, har avlet økologiske frilandskyllinger siden 2009, og i år er han med i sommerprojektet, hvor turister og lokale kan komme i madskole på Lolland.
Bryan Hansen, ejer af Dalbakkegaard, har avlet økologiske frilandskyllinger siden 2009, og i år er han med i sommerprojektet, hvor turister og lokale kan komme i madskole på Lolland. Foto: Arkivfoto

Undervisningen hos CPH Cooking Class foregår i lokalerne tilhørende Sakskøbing Madskole og løber til og med 9. august.

Nynne Mee Pilgaard håber at kunne lave flere kurser på Lolland i fremtiden.

 
 

Nyhedsoverblik