Tre fængslet i større narkosag

Det var med den størst mulige grad af hemmelighed, at tre mænd torsdag blev varetægtsfængslet i en narkosag fra Falster.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Grundlovsforhøret foregik bag såkaldt dobbeltlukkede døre, og dermed er det ikke en gang muligt at få oplyst, hvad mændene er sigtet for.

Vicepolitiinspektør Bent Ludvigsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har dog oplyst, at det drejer sig om overtrædelse af narkotikalovgivningen, og at der er tale om en større mængde narko.

De tre fængslede er en tjekkisk mand på 38 år og to 30-årige mænd fra Nykøbing Falster. De blev indtil videre sendt bag tremmer frem til den 16. december.

/ritzau/