Trafikkontrol på motorvej: Næsten 500 får bøder

Politiet har endnu engang gennemført en trafikkontrol ved Guldborgsund Tunnelen på Lolland. 470 kan se frem til at modtage en bøde.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hastigheden er stadig for høj blandt nogle trafikanter, der kører gennem Guldborgsund Tunellen på Sydmotorvejen.

Selvom fem ud af seks bilister søndag eftermiddag kørte helt efter reglerne, så har den resterende sjettedel af bilisterne dog placeret foden lidt for hårdt på speederen.

Man må køre 90 kilometer i timen i tunellen, der ikke har nødspor og som tidligere har været scene for alvorlige trafikulykker. Hurtigste bilist blev dog søndag målt til at køre 158 kilometer i timen.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

2996 bilister kørte forbi fotoapparaterne under kontrollen – af dem blev 470 biler fotograferet.

54 bilister kan ud over fartbøden se frem til at få et klip i kørekortet, og tre skal indenfor de kommende måneder op til en kontrollerende køreprøve, hvis de vil beholde retten til at køre i bil.


Nyhedsoverblik