Tømrerlærling på vej til VM med 400 kilo værktøj i bagagen

19-årige Thorbjørn Paw Stryger fra Sakskøbing har selv udstyret med til VM i Skills i Brasilien.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

21 timer.

Så lang tid har tømrerne til at forvandle en tegning til virkelighed, når der er verdensmesterskaber i Skills i São Paulo i Brasilien i midten af august med deltagere fra 20 lande.

Deltagerne skal bygge en 8. del af en pavillon, der er tegnet af en koreaner. Selvom det er sommerferie for de fleste skoleelever, så bliver der trænet på livet løs i Nykøbing Falster, hvor 19-årige Thorbjørn Paw Stryger fra Sakskøbing øver sig i at forsvare de danske farver i Brasilien.

Det fortæller DR P4 Sjælland.

 - Jeg træner som i alle andre sportsgrene, for der er rigtig meget konkurrence i det, forklarer Thorbjørn Paw Stryger. For selvom deltagerne på forhånd har fået en tegning til opgaven, så de kan øve sig, så bliver op til 30 procent af opgaven lavet om, når konkurrencen begynder.

- Så man kan sagtens øve sig på det hele her. Men når man kommer derned, så bliver det lavet om, og så skal man kunne omstille sig, siger Thorbjørn Paw Stryger, der især øver sig i at gøre målene til pavillonen millimeter-præcise og uden at sætte unødvendige opmålingsstreger på træet.

- Og så er det selvfølgelig teknikken i at save. Det er ikke bare at save, som folk skulle tro. Det er en helt specielt teknik, fordi vi bruger nogle andre save, end man normalt ser, forklarer den unge tømrerlærling.

Savene og andet værktøj har han sendt i forvejen til São Paolo ombord på en flyvemaskine. Vægt: 400 kilo.

- Man er nødt til at have det værktøj, man er vant til at bruge for at kunne præstere sit bedste. For eksempel de japanske save, dem kan man ikke lige gå ud og finde i Brasilien, siger Thorbjørn Paw Stryger, mens han saver løs i den brasilianske bløde træsort jacaranda.

For det træ, han skal arbejde med i konkurrencen, er også specielt og helt anderledes end det fyr og gran, han plejer at arbejde med herhjemme. Så det er godt, at han har mulighed for at øve sig i den fremmede træsort, pointerer Thorbjørn.

Om han vinder?

- Det gælder bare om at lave opgaven bedst muligt, så jeg ikke bagefter siger: Det kunne jeg have gjort bedre.


Nyhedsoverblik