Tiltale: Røver-par trængte ind i hjem og truede beboer med økse tidligt om morgenen

Mandag begynder retssagen mod et dansk-norsk par, der er tiltalt for et hjemmerøveri på Lolland sidste år.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 42-årige mand måtte flygte via et vindue på et loftrum, da han sidste år blev udsat for et hjemmerøveri på sin bopæl i Øster-Ulslev på Lolland.

Tidligt om morgenen den 2. august brød en kvinde og en mand ind i huset, mens han sov i soveværelset på 1. sal, og med en økse tvang ham til at udlevere sin mobiltelefon og pung, hvor der lå 600 kroner og et kreditkort, som de også fik pinkoden til.

Beløbet var dog ikke nok for parret, for ifølge anklageskriftet mod dem truede den mandlige røver med at bruge øksen, hvis de ikke fik flere penge. Efter lidt tumult lykkedes det beboeren at slippe ud af huset og løbe hen til den nærmeste nabo, hvor han kontaktede politiet.

Efter en intensiv efterforskning og hjælp fra offentligheden blev parret anholdt to dage senere på en adresse på Lolland.

Læs også
Mand og kvinde fængslet for hjemmerøveri med økse
Læs også
Mand og kvinde fængslet for hjemmerøveri med økse

Mandag begynder retssagen mod dem ved Retten i Nykøbing. Parret nægter sig skyldig.

Tiltalt for i alt 10 forholdi

Ifølge dansk retspraksis er straffen for et hjemmerøveri normalt fem års fængsel, og sagen mod den 38-årige kvinde og 46-årige mand kører da også som en nævningesag. I de sager går anklagemyndigheden efter en straf på mindst fire år.

Er der tale om et særligt groft røveri, kan strafferammen imidlertid stige. Det mener anklagemyndigheden i det her tilfælde, fordi det skete i mandens hjem. Derfor er parret tiltalt efter straffelovens paragraf 288, stk. 2, hvor strafferammen går op til 10 år.

Se indslaget om hjemmerøveriet i august.

     

Anklageskriftet indeholder i alt 10 forhold og rummer tyveri, indbrud og  overtrædelser af færdselsloven.

Blandt andet er parret også tiltalt for at have stjålet en blomsterkasse og bedraget sig til 500 kroner fra en Rema1000-butik i Nykøbing Falster og stjålet kasser med øl og energidrikken Redbull fra en Netto i Solrød. 

- Det er hjemmerøveriet, der vil komme til at bære straffen i den her sag, siger specialanklager Susanne Bluhm.

Anklagemyndigheden kræver desuden kvinden, der er norsk statsborger, udvist.

Der er afsat tre retsdage. Der ventes dom den 29. maj.


Nyhedsoverblik