Tilskud sender tog-attraktion på Sydfalster ti år ind i fremtiden

Den gamle togremise i Gedser trænger på flere fronter til en kærlig hånd - nu får de frivillige en lille halv million kroner i håndsrækning.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Syv nye porte, forstærkning af murværket samt nye vinduer er efterhånden så presserende et behov på den gamle remise i Gedser, at bygningen vil nå at styrte sammen, hvis Bevaringsforeningen Gedser Remise selv skulle stå for finansieringen.

quote Hvis vi selv skulle stå for det, ville det tage 10-12 år.

Finn Rasmussen, formand, Bevaringsforeningen Gedser Remise

Sådan forklarer formand Finn Rasmussen situationen, og han har med egne ord derfor også "begge arme helt i vejret", efter at Guldborgsund Kommune har besluttet at give et tilskud på 420.000 kroner til renoveringsarbejdet.

- Hvis ikke, vi får det lavet, falder remisen sammen i løbet af et par år. Sådan en port koster cirka 70.000 kroner stykket – det er rigtig mange penge, siger Finn Rasmussen.

Derfor bringer den økonomiske håndsrækning foreningens arbejde mange år ind i fremtiden, lader han forstå:

- Hvis vi selv skulle stå for det, ville det tage 10-12 år. Så ser remisen ikke så godt ud, når det hele er faldet sammen. Derfor falder pengene på et rigtig tørt sted.

Artiklen fortsætter under billedet

Det er blandt andet de syv træporte, foruden deres overbygning, samt to murede vægge, der trænger til at blive sat i stand på den gamle remise-bygning fra 1886.
Det er blandt andet de syv træporte, foruden deres overbygning, samt to murede vægge, der trænger til at blive sat i stand på den gamle remise-bygning fra 1886. Foto: Guldborgsund Kommune

Klar til at gå i gang

For selvom det går godt på remisen med 10.000 besøgende igen i år – denne gang for fjerde år i træk – så er gamle tog, remiser og skinnespor dyre at holde i drift.

- Alt, hvad vi laver, er drøndyrt, understreger formanden for Bevaringsforeningen Gedser Remise, der også selv har fundet penge til renoveringsarbejdet.

Foruden 420.000 kroner fra Guldborgsund Kommune stiller foreningen ligeledes med 420.000 kroner samt et lån på 750.000 kroner, som Lollands Bank har bevilliget foreningen.

- Hele bygningen kan blive sat i stand udvendigt. Vi gør meget ud af det for at kunne blive ved med at have det besøgstal, som vi har, siger Finn Rasmussen, der glæder sig til at kunne vise det færdige arbejde frem først på sommeren næste år.

- Vi har allerede indhentet tilbud. Vi er klar til at gå i gang.

quote De frivillige kræfter bag Gedser Remise gør et utrætteligt arbejde for at bevare og udvikle en af vores turistperler på Sydfalster

Martin Lohse (Guldborgsundlisten), formand for Kultur, Fritid og Bosætningsudvalget

Renoveringen betyder samtidig, at foreningen nu får frigivet kræfter til en lang række andre aktiviteter, og foreningen forventer at tiltrække endnu flere gæster fremover.

- De frivillige kræfter bag Gedser Remise gør et utrætteligt arbejde for at bevare og udvikle en af vores turistperler på Sydfalster. Tilmed gør de en stor samfundsindsats ved at involvere både elever fra Guldborgsund Ungdomsskole og folk, som er dømt til samfundstjeneste, i renoveringen af remisen, siger Martin Lohse (Guldborgsundlisten), formand for Kultur, Fritid og Bosætningsudvalget i en meddelelse om tilskuddet.

Udover gode indendørs rammer til den voksende samling af veterantog, så kan Gedser Remise se frem til en ny sidebygning til kontroltårnet, Det Gule Palæ.

Artiklen fortsætter under billedet

Rune Holm Clausen, formand for Olsen Bandens Fanklub, viste i marts 2019 første del af det renoverede Gule Palæ frem - siden er der fundet penge til at genopføre den sidste del af den film-historiske bygning.
Rune Holm Clausen, formand for Olsen Bandens Fanklub, viste i marts 2019 første del af det renoverede Gule Palæ frem - siden er der fundet penge til at genopføre den sidste del af den film-historiske bygning. Foto: Olsen Banden Fanklub

Sidebygningen vil begynde at tage fysisk form i løbet af 2021. Dette projekt varetages af Olsen Bandens fanklubber i Tyskland og Danmark, og de nye bygninger skal bruges til mødeaktiviteter og café.


Nyhedsoverblik