Kommune lækker Malenes private oplysninger - og de er dømt for at gøre det samme før

Kvinden, som tidligere kom i fare på grund af et kommunalt datalæk, har igen fået lækket sine oplysninger af Guldborgsund Kommune.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Malene havde håbet på, at hun endelig kunne sænke skuldrene, efter at Guldborgsund Kommune sidste gang i retten forsikrede om, at de nu havde ændret sikkerhedsprocedurerne. Nu er den samme fejl sket én gang til:  

- Generelt vidner det jo om, at de ikke har lært noget. Da de sad i retten og sagde, at nu ville de lave procedurerne om, så var det tilsyneladende ikke rigtigt, siger Malene.

Da et nyt brev tikkede ind den 8. november fik hun et chok. 

Guldborgsund Kommune havde igen lækket hendes personlige oplysninger, og straks vendte frygten tilbage. Af hensynet til kvindens sikkerhed, fremgår kvinden i artiklen her under navnet Malene. 

quote Vi beklager dybt, at det her er sket

Christian Frederiksen, afdelingsleder, Guldborgsund Kommune

Christian Frederiksen er afdelingsleder for blandt andet informationssikkerhed i Guldborgsund Kommune. Afdelingen, der på ny har lækket Malenes oplysninger. Han undskylder fejlen med det samme: 

- Det er en utrolig beklagelig ting, og vi ville ønske, det ikke var sket. Det er jo en menneskelig fejl, at det alligevel er sket, siger han til TV2 ØST. 

Er det også en menneskelig fejl her anden gang?

- Ja, det er det. 

Kan du forstå, hvis det for borgeren føles som tomme ord?

- Ja, det kan jeg godt. Vi beklager dybt, at det her er sket, gentager han. 

Nyt datalæk i gammel sag om datalæk 

Kommunen er forpligtet til at underrette både den vedrørte borger og Datatilsynet, når den begår et datalæk, og derfor modtog Malene det nye brev. Her kunne hun læse, at en journalist ved en fejl havde fået udleveret flere af hendes personlige oplysninger.

Journalisten havde søgt om aktindsigt i den tidligere sag, hvor Guldborgsund Kommune blev dømt for at have sat Malene og hendes børn i fare. Kommunen kom her til at lække personlige oplysninger til børnenes far, der havde et polititilhold. Dengang betød datalækket, at kvinden måtte flygte og gå under jorden med sine børn, og derfor vækker det nye læk igen frygt hos hende:

- Det er endnu mere frygteligt, at de ikke har lært at dobbelttjekke dét, de sender ud. Hvis nogle beder om aktindsigt i en sag om datalæk, så burde der allerede dér være ekstra fokus på ikke at sende forkerte oplysninger ud. I min sag er de dømt. Her burde de være endnu mere opmærksomme, siger hun. 

quote Det er latterligt, og det er mangel på ansvar, at de bliver ved med at sige, at det er en menneskelig fejl

Malene

TV2 ØST spørger Christian Frederiksen fra Guldborgsund Kommune, hvordan han har det med, at der nu sker datalæk i en sag, der i forvejen handler om datalæk: 

- Det har jeg det meget dårligt med. Men det er uanset hvilke datalæk, der er tale om. Vi er meget kede af denne her sag, og det burde ikke være sket.

Kan du garantere, at andre borgere ikke har fået lækket deres personlige data af Guldborgsund kommune? Hvor det bare ikke er blevet opdaget?

- Jeg mener, vi har nogenlunde godt styr på det. Vi har en åbenhedskultur, så hvis medarbejderne opdager noget, så skal de melde ind til os. Det er svært at udstede meget stærke garantier, men vi synes, vi gør mange ting. Men fejl kan desværre ske, siger han.

Men for Malene klinger forklaringen om “menneskelige fejl” hult: 

- Det er latterligt, og det er mangel på ansvar, at de bliver ved med at sige, at det er en menneskelig fejl. Det er grotesk og fuldstændigt vanvittigt, at de ikke indrømmer, de har et problem. De har lige fået en bøde på 50.000, og så sker det igen. De skal slet ikke have de oplysninger, siger hun. 

VIDEO: Tilbage i 2018 måtte Malene gå under jorden, efter at Guldborgsund Kommune havde lækket hendes families personlige oplysninger.

Kommunen opdagede ikke selv fejlen

Det var journalisten, der modtog aktindsigten med de personlige oplysninger, som selv opdagede fejlen og ringede til Guldborgsund Kommune for at gøre dem opmærksomme på det nye datalæk. At kommunen ikke selv opdagede noget, skræmmer Malene: 

- Det er jo ikke kommunen selv, der har fundet ud af det. Jeg ved jo ikke, hvor mange gange det er sket, hvor det ikke er blevet opdaget, siger hun.

Når der sker datalæk eller brud på datasikkerhed i en kommune, skal lækket indberettes til Datatilsynet så hurtigt som muligt og senest inden 72 timer. Tilbage ved retssagen i april, da Guldborgsund Kommune blev dømt første gang, kom det frem, at kommunen først opdagede fejlen næsten en måned efter, det var sket. 

Læs også
Satte families liv i fare - kommune får bøde for datalæk
Læs også
Satte families liv i fare - kommune får bøde for datalæk

Malene håber på, at det nye datalæk ikke får konsekvenser for hende: 

- Jeg har en forventning om, at når journalisten selv gør opmærksom på fejlen, at vedkommende ikke vil bruge oplysningerne. Men der sker stadig en kædereaktion i mig, for jeg har ikke kunnet slappe af siden sidste gang. Og det her viser, at nu fortsætter det. Så nu tænker jeg: Hvem har ellers fået de oplysninger? Siger Malene. 

Afdelingslederen i Guldborgsund Kommune forklarer, hvorfor kommunen ikke selv opdagede fejlen: 

- Der er ikke noget teknik, der fanger alle fejl. Vi kigger hele tiden efter det. Men vi har ikke fundet noget endnu, siger Christian Frederiksen.

Hvor alvorligt tager i den her opgave med at beskytte borgernes personlige oplysninger, når datalæk kan ske igen og igen?

- Vi tager den meget alvorligt, og vi havde jo strammet vores procedurer i forhold til, hvordan vi kunne minimere fejl. Vi er hele tiden på udkig efter tekniske løsninger, der kan forhindre denne her type fejl, siger han.

I nævnte også de nye såkaldte procedurer i retssagen. Nu sker det så igen. Er procedurerne så gode nok?

- Vi arbejder hele tiden med de her procedurer. Men ethvert datalæk er et læk for meget. Og vi har ikke gjort det godt nok i denne her sag. Det er der ingen tvivl om. Vi kigger hele tiden på vores procedurer, om de er gode nok, forklarer afdelingslederen. 

Kommunen skulle betale bøde

Guldborgsund Kommune blev tilbage i april dømt til at betale 50.000 kroner i bøde for at have begået sikkerhedsbrud ved at lække Malenes personlige data. Pengene gik ikke til forurettede, og hun og hendes børn fik heller ikke tilkendt erstatning ved den tidligere retssag. 

Søren Bonde Hansen, der er kommunaldirektør i Guldborgsund Kommune, sagde i april til TV2 ØST efter at have modtaget rettens dom: 

- Det var en fejl, der blev begået for fire år siden. Det, vi er mest glade for nu, er sådan set, at vi nu kan sætte punktum for det. Dels for kommunens skyld, men også for kvindens skyld. Det må have været ubehageligt at været det her igennem.

quote Jeg er ikke tryg ved, at de fortsat har mine oplysninger

Malene

Nu har Guldborgsund Kommune altså valgt at “droppe punktummet” ved at fortsætte med sager om datalæk:

Tænker I over, hvor alvorlige konsekvenserne kan blive for borgerne, når I lækker deres følsomme oplysninger?

- Ja, og borgerne må aldrig være i tvivl om, at vi ved, der er mennesker i den anden ende, siger Christian Frederiksen. 

Kan Malene nu stole på, at hendes data aldrig nogensinde bliver lækket igen af Guldborgsund Kommune?

- Ja, vi gør alt, hvad vi kan, for både den pågældende og alle andre borgere.

Er kommunen overhovedet rustet til de her opgaver?

- Vi arbejder hårdt på at minimere brud. Men det er i sidste ende mennesker, der sidder hos kommunen, og så længe det er dét, så kan der også ske menneskelige fejl. Her har det bare ikke været godt nok. 

Malene er af den overbevisning, at Guldborgsund Kommune ikke er rustet til at opbevare og behandle hendes personlige oplysninger: 

- Datalækkene har ikke nogen reelle konsekvenser for kommunen, og bøden er betalt med skatteborgernes penge. Så jeg er ikke tryg ved, at de fortsat har mine oplysninger, siger hun.


Nyhedsoverblik