¨

Terrorsikring er til grin

Foto: TV ØST

I Nykøbing Falster undrer borgerne sig over det 800 meter lange metalhegn omkring havnen. Hegnet skulle sikre mod terror - men porten står på vid gab.

Niels Thal Jensen lægger ikke skjul på, at han ikke er glad for det metalhegn, der nu omringer havnen i Nykøbing Falster. Men først og fremmest undrer han sig over, at portene står på vid gab.

 

 - Det giver slet ikke nogen mening. Kommunen skylder os en forklaring, siger Niels Thal Jensen, der i øvrigt er stærkt utilfreds med, at hegnet overhovedet er blevet sat op. Det 800 meter lange hegn skulle sikre havnen mod terror og er sat op som følge af en aftale, som regeringen indgik i kølvandet på angrebet på World Trade Center i New York den 11. september, 2001. Men hegnets porte står ofte på vid gab, og det har de gjort, siden hegnet blev sat op for et år siden.

 

Det er tekniske problemer med både porte og overvågningskameraer, der er årsagen til, at man på havnen har valgt at lade portene stå åbne, så lokale firmaer og leverandører kan komme problemfrit til og fra havnen.  

 

  - Vi har villet sikre firmaernes daglige drift, fremfor at sikre os mod en eventuel terrorist. Derfor lader vi portene stå åbne, forklarer formand for Havnestyrelsen, Hans Aage Pedersen fra Guldborgsundlisten. 

 

Terrorhegnet har kostet 3 millioner, og det er de lokale firmaer på havnen, der skal betale regningen. Men indtil videre har Nykøbing Havn altså ikke fået meget terrorsikring for pengene. Hans Aage Pedersen forventer dog, at hegnet vil komme til at virke inden året er omme. I byrådet forstår man i øvrigt godt borgernes frustrationer over terrorhegnet.

 

 - Vi synes jo alle sammen, at det er helt vanvittigt, at vi skal terrorsikre Nykøbing Havn. Men sådan er det nu engang, så nu er det gjort, siger han. For nyligt fik en række mindre havne en særlig dispensation til at undlade terrorsikring, men den omfatter altså ikke Nykøbing Falster, fordi de betjener både danske og udenlandske skibe. Niels Thal Jensen og de øvrige borgere i byen kan altså kun håbe på lovændring, hvis de igen skal kunne gå tur ved vandet.

 

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App