Tandlæge gjorde klinik børnevenlig - nu har børn halvt så mange huller i tænderne

Færre huller hos børn er resultatet af nye tiltag hos Guldborgsund Tandpleje.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Dårlig tandsundhed og flere huller i tænderne end landsgennemsnittet blandt børn har været hverdag i Guldborgsund Kommune.

Men så fik den kommunale børnetandpleje en god idé. De har skabt "Bissekøbing", en tandlægeklinik for børn.

- I rigtig mange år har det været sådan, at børnene har måtte indrette sig efter tandklinikken, men nu synes vi, det er på tide, at tandklinikken indretter sig efter børnene, siger Pia Glud, projektleder hos Guldborgsund Tandpleje. 

Klinikken er hverken hvid, klinisk eller kedelig, og så er niks pille-princippet ikke noget, der bliver håndhævet. Børnene bliver faktisk opfordret til at prøve alt fra sug til bor, og så kan de se nærmere på et kæmpetandsæt. 

- Vi skulle børste det beskidte af, fortæller Aksel Lund Truelsen på fem år, der går i børnehaven Kragereden.

Man må gerne lege med tingene i Bissekøbing.
Man må gerne lege med tingene i Bissekøbing. Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

Fugle og kaniner på væggene 

Ud over en ophævelse af niks pille-princippet, er der kommet masser af farver på væggene. Der er alt fra fugle, kaniner og andre dyr. 

- Det ene dyr tog det andet. Nu er det blevet et sansebombadement, når man kommer op af trappen, siger Pia Glud, der fik ideen til udsmykningen under coronanedlukningen.

- Det er vigtigt, for når du kommer på en tandklinik og ikke kender det, så er der en masse ting, der ser uhyggelige ud, og du ikke ved, hvad er til. Det kan måske skræmme dig, når du ikke har prøvet selv at have det i hænderne. Men her får de lov at prøve det af, siger Pia Glud.

Pia Glud har taget intiativ til nogle af de nye tiltag.
Pia Glud har taget intiativ til nogle af de nye tiltag. Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

Forbedret tandsundhed

Den legende tilgang og de farverige rammer har faktisk haft stor betydning for børnenes tandsundhed. 

Hele den samlede indsats har været medvirkende til, at kommunens femårige børn har halvt så mange huller i tænderne i forhold til for fem år siden.

Det fortæller Henning Tønning, der er overtandlæge hos Guldborgsund Tandpleje.

- Der er sket det, at deres tandsundhed er forbedret. Den er forbedret væsentligt, så nu er vi oppe ved gennemsnittet af Danmark og Region Sjælland. Det synes jeg er fint, men jeg vil meget gerne højere op. Mit mål er, at børnene i Guldborgsund Kommune skal have lige så sunde tænder som i Gentofte, siger Henning Tønning. 

Én af dem, der altså har fået tjekket sine tænder i Bissekøbing, er femårige Aksel Lund Truelsen, og her var alt tip top.

- Han sagde, det var meget flot, fortalte Aksel Lund Truelsen efter besøget i Bissekøbing.

Alle kommunens børnehaver er med i samarbejdet.



Nyhedsoverblik