Sygeplejerskesagen: Dødsfald pressede afdeling

I Østre Landsret kom det torsdag frem, at de mange dødsfald på afdeling M130 fik sygehuset til at arrangere en temadag, der skulle hjælpe de ansatte med at håndtere situationen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den 31-årige sygeplejerske, der er sigtet for med medicin at have slået fire menneske ihjel, var torsdag i et timelangt retsmøde i Østre Landsret. 

Sygeplejersken var igen for retten, fordi hendes forsvarer havde kæret den fortsatte varetægtsfængsling af hende. 

Under retsmødet gav anklager Michael Boolsen derfor det helt store overblik over sagen mod den drabssigtede sygeplejerske, som han ser den.

Et af de emner, han i dag tog fat på, var det pres som afdelingen, hvor den drabssigtede sygeplejerske arbejde, var under.

Afdeling M130 på Nykøbing Falster Sygehus oplevede nemlig så mange dødsfald, at der på et tidspunkt blev arrangeret en egentlig temadag, der skulle adressere problemet.

En psykolog deltog, som skulle hjælpe medarbejderne med at håndtere det pres, som dødsfaldene medførte.

Kollegaer undrede sig over dødsfald

Flere vidner, der arbejde på intensiv afdeling på sygehuset har ifølge anklageren forklaret, at de undrede sig over, at der var så mange patienter, der kom til dem fra M130, som havde spor af ikke-ordineret medicin i deres urin.

Kolleger på samme afdeling, som den sigtede sygeplejerske, var samtidig utrygge ved at være på vagt med hende. De har forklaret, at de havde spekuleret over, det antal af helt stabile patienter, der døde nærmest lige efter, at den sigtede havde overtaget dem.

- Jeg tror, hun slår patienter ihjel

Nogle kolleger har også henvendt sig til afdelingssygeplejersken og talt med hende om den uro, de oplevede omkring den sigtede.

- Jeg tror, hun slår patienter ihjel, har en kollega blandt andet fortalt til lederen.

Det er også blevet beskrevet, at den sigtede flere gange virkede, som om hun var "oppe at køre", når der skete noget på afdelingen.

En opførsel, som passer godt med den histroniske personlighedsforstyrrelsen, som en mentalundersøgelse peger på, at den sigtede lider af.

Ville have udleveret stærk hjertemedicin

En helt konkret episode blev også beskrevet under retsmødet. En læge og en sygeplejerske har forklaret, at den sigtede den 28. februar 2015 bad om at få udleveret noget stærk hjertemedicin, som kun læger må ordinere.

Sigtedes forklaring var, at en læge havde bedt hende om at hente medicinen til den patient, som hun nu sidder sigtet for drabsforsøg på.

Sygeplejersken havde fortalt, at lægen ville have, at medicinen skulle ligge klar til patienten. Men den pågældende læge siger i sin afhøringsrapport, at det aldrig er sket. Og at den stærke medicin rent faktisk ville være direkte farlig for patienten. 

Østre Landret skal i denne ombæring tage beslutning om varetægtsfængslingen af sygeplejersken skal fortsætte. Ligeledes skal de også beslutte om næste retsmøde kan foregå over videolink.


Nyhedsoverblik