Sygeplejerske tiltales for ni forhold

Der bliver i alt rejst tiltale for ni forhold i sagen om den 31-årige sygeplejerske fra Nykøbing Falster Sygehus, der ifølge anklagerne skal have dræbt tre patienter og forsøgt at dræbe en fjerde.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ni forhold bliver en 31-årig sygeplejerske fra Nykøbing Falster Sygehus tiltalt for. Det oplyser hendes forsvarer Jørgen Lange.

Kvinden er tiltalt for at have dræbt tre patienter - en i marts 2012 og to på en vagt fra 28. februar til 1. marts sidste år, mens hun ifølge anklagerne skal have forsøgt at dræbe en fjerde patient.

Derudover er sygeplejersken tiltalt for misbrug af tjeneste ved at stjæle medicin, for at overtræde autorisationsloven, for fejlbehandling af patienter og for at overtræde loven om euforiserende stoffer med seks morfinpiller og sovemidlet Zopiklon.

Hun er også tiltalt for at være i besiddelse af en mobil i fængslet.

Lider af personlighedsforstyrrelse

I november 2015 kom det på et retsmøde frem, at sygeplejersken lider af en histrionisk personforstyrrelse. Den dækker blandt andet over, at man har tendens til at være manipulerende, spændingsøgende, og at man er selvoptaget.

Under de mange retsmøder i forbindelse med forlængelsen af hendes varetægtsfængsling er det også kommet frem, at der i en skraldespand er fundet en sprøjte, som bliver betragtet som gerningsvåbnet. I sprøjten var der rester af tre forskellige medikamenter. Fagfolk har forklaret, at man aldrig blander medikamenter i samme sprøjte. Sprøjten er blevet undersøgt, men der er hverken fingeraftryk eller DNA fra sigtede på den.

Politiet har foretaget 113 afhøringer i sagen. Et vidne har forklaret, at hun så den nu tiltalte sygeplejerske på Maggi Rasmussens stue, inden hun stoppede med at trække vejret. Vidnet var kollega til sigtede og siger, at hun så hende forsøge at gemme to sprøjter. Patienten overlevede, og der blev efterfølgende fundet morfin, diazepam og et tredje præparat i hendes blod.

Retssagen ventes at begynde 11. marts. Der er afsat i alt 30 dage til den.

Her kan du se den officielle pressemeddelelse fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi:

Tiltale i drabssag mod 31-årig sygeplejerske
Pressemeddelelse  •  2016-01-29 14:01 CET

Statsadvokaten i København har den 28. januar 2016 rejst tiltale i sagen mod en 31-årig sygeplejerske, der blandt andet har været sigtet for drab af flere patienter og forsøg på drab af én patient. Den pågældende sygeplejerske har været anholdt og varetægtsfængslet siden den 1. marts 2015.

Anklageskriftet vedrører tre drab og ét drabsforsøg, idet statsadvokaten i ét tilfælde ikke har fundet, at der er det tilstrækkelige bevis for drab. Der er rejst tiltale for, at alle drab og drabsforsøget er begået over for patienter, der var indlagt på de afdelinger, hvor sygeplejersken arbejdede.

Der er endvidere rejst tiltale for en række andre forhold, herunder overtrædelse af lov om autorisation af sundhedspersonale.

Der udestår stadig efterforskning i forhold til de sigtelser, der blev rejst ved sidste fristforlængelse.

Straffesagen forventes indledt den 11. marts 2016 ved Retten i Nykøbing Falster i et nævningeting. Der er sat i alt 30 dage af til sagen, som forventes afsluttet med dom i slutningen af juni 2016.

Henvendelser vedrørende tiltalen kan rettes til advokaturchef Michael Boolsen på telefon 25 15 21 71.

Der kan anmodes om kopi af anklageskriftet til pressen på ssj@politi.dk. Denne kopi vil blive udleveret fra den 5. februar 2016, jf. bekendtgørelse 546/2004, § 6, stk. 1.


Nyhedsoverblik