Stort rejsegilde på længe ventet stadionhal: - Vi er nærmest euforiske

I dag blev der holdt rejsegilde på den nye multihal i Nykøbing Falster.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hallen til 120 millioner kroner og med plads til 3.000 tilskuere skal stå klar til sommer.

Den skal bruges af både de lokale skoler og foreninger, der mangler haltider - men også til store events og ikke mindst som hjemmebane for byens bedste håndboldhold - så det er både borgmesteren og de lokale supporters, der glæder sig.

- Vi har nogle udfordringer med, at vi simpelthen har for mange aflysninger til vores foreningsliv og vores skoler, så de ikke kan få dyrket den idræt, de skal. Det får vi løst med den her nye arena, siger Guldborgsunds borgmester Simon Hansen (S).

Guldborgsunds borgmester Simon Hansen (S) ser frem til, at kommunens børn og sportsinteresserede har endnu et sted at dyrke idræt.
Guldborgsunds borgmester Simon Hansen (S) ser frem til, at kommunens børn og sportsinteresserede har endnu et sted at dyrke idræt. Foto: TV2 ØST

I fanklubben ser de frem til ikke at skulle rejse langt væk for at se deres favorithold spille kampe. 

- Vi glæder os afsindig meget til, at arenaen står klar, og vi glæder os også meget til, at vi kan spille internationale kampe hernede. Vi skal ikke til Næstved. Vi kan afholde vores egne kampe, når vi skal spille Champions League, så vi er meget oppe at køre. Vi er næsten euforiske, siger Per Harding Madsen, der er formand for NFH Supporters.

Stadionhal
Læs også
Byggeriet af ny hal i gang - skal lokke tusinder til Falster
Stadionhal
Læs også
Byggeriet af ny hal i gang - skal lokke tusinder til Falster

De seneste uger er de store stålkonstruktioner, som selve hallen bygges op omkring, blevet rejst, og taget er også i fuld gang med at blive lagt.

Udover sportsaktiviteter bliver der også plads til store koncerter, konferencer og andre events i den nye stadionhal. Hallen vil blive på 5.600 kvadratmeter og have plads til 2.500 siddende tilskuere og 500 ståpladser. Det er meningen, at den skal integreres med områdets eksisterende haller.

quote Vi kan afholde vores egne kampe, når vi skal spille Champions League, så vi er meget oppe at køre.

Per Harding Madsen, NFH Supporters

Det er entreprenørfirmaet Gråkjær, der står for opførelsen af hallen, og den forventes færdig i sommeren 2023. 

Der var ellers en risiko for, at byggeriet ville blive forsinket, da man tidligere i forløbet opdagede en støbefejl i betondækket, der gjorde, at det tørrede ud.

Men det er alligevel lykkedes at holde fast i tidsplanen, og derfor kunne man onsdag afholde rejsegilde på stadionhallen.

Rejsegilde stadionhal
Foto: TV2 ØST



Nyhedsoverblik