Det er efter alt at dømme en serie påsatte brande, som natten til tirsdag ramte en række lagre med halm på Lolland.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.
- Den første og største brand opstod klokken 00:14 i Kettinge, hvor der opstod brand i et lager med 400-500 bigballer. Den arbejder beredskabet stadig på at slukke, siger vagtchef Anders Mikkelsen til TV ØST.
Kun 20 minutter senere opstod der i Nysted en brand i et lager med syv-otte bigballer – tilsvarende uden forklaring. Og klokken 04.37 blev et lager med bigballer sat i brand på en mark ved Horbelev på Falster.
Anders Mikkelsen hæfter sig ved, at der ikke er en naturlig forklaring på de tre brande.
- Det er mistænkeligt, og påfaldende, at i hvertfald de første to brande opstår så forholdsvis tæt på hinanden – også tidsmæssigt. Men det er noget, som vi naturligvis undersøger nærmere, siger han.
Der er endnu ingen tidshorisont på, hvornår halmlageret i Kettinge er slukket. Men her er meldingen, at en lade kommer til at udbrænde sammen med halmen.
Se video fra i nat nedenfor:
Videoen er indsendt af Lars Dalsig fra Nakskov