Stor udrykning: Brand i Fjernvarmeværk på Falster

Brandfolk blev søndag eftermiddag kaldt til en brand på fjernvarmeværket i Nørre Alslev.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Opdatering: Vagtchefen ved politiet oplyser kl. 17:18, at branden er slukket

Et stort antal brandfolk fra Lolland-Falsters brandvæsen har i løbet af eftermiddagen kæmpet med en brand på fjernvarmeværket i Nørre Alslev.

Meldingen om branden indløb lidt før kl. 15 og lød på sort røg og flammer fra fjernvarmeværkets tag. Røgen var så voldsom, at den kunne ses fra kysten i Vordingborg.

I bygningen var der en meget stor mængde halm, som kan få en eventuel brand til at udvikle sig voldsomt. Derfor har brandvæsnet sendt mandskab fra flere udkørselssteder afsted. 

- Det er noget tagpap, der er gået ild i. Det er ikke kommet ind til halmen endnu. Vi satser på, at brandvæsnet kan holde den der, sagde Bo Georg Petersen, vagtchef ved Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, lidt før kl. 16 søndag.

En time senere er meldingen fra vagtchefen, at branden er slukket.

Det er endnu uklart, hvordan tagpappet er brudt i brand, men dagens varme vejr kan være en medvirkende forklaring, lyder det fra vagtchefen.

Ifølge TV2 ØST mand på stedet gav branden anledning til en del trafikale problemer. Fjernevarmeværket ligger nemlig i selve Nørre Alslev by, og samtidig var der mange borgere i området, som var på vej til genbrugsstationen med haveaffald.

 
  Foto: Per Rasmusssen

 

 
  Foto: Per Rasmusssen

 

 
  Foto: Per Rasmusssen

 

 
  Foto: Per Rasmusssen

 

 
  Foto: Per Rasmusssen

 

 


Nyhedsoverblik