Stemmesluger afviser formandspost i DF: - Timingen er helt skæv

Dansk Folkepartis René Christensen blev et lys i en lang række af tilbagegang for partiet til kommunalvalget. Alligevel afviser han at gå efter magten i partiet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Han sidder i Folketinget, er en profil i Dansk Folkepartis hovedbestyrelse, blev en personlig stemmesluger til kommunalvalget - og endte som kongemageren i Guldborgsund Kommune.

Selvom han er en populær og erfaren partisoldat, så afviser Dansk Folkepartis René Christensen dog at gå efter formandsposten i Dansk Folkeparti. Den står ellers til at blive ledig, efter Kristian Thulesen Dahl har tilbudt at trække sig som landsformand, når partiet snart holder et ekstraordinært landsmøde.

Læs også
René kunne gøre Guldborgsund til Danmarks første DF-kommune - men så forsvandt hans kammerat
Læs også
René kunne gøre Guldborgsund til Danmarks første DF-kommune - men så forsvandt hans kammerat

- Jeg har fået mange opfordringer til at stille op. Og det kunne bestemt også være interessant. Men det skal jeg ikke. Timingen er helt skæv. Jeg er lige startet på et andet projekt her i Guldborgsund - det kan jeg ikke forlade, siger René Christensen.

René Christensen er ellers blevet foreslået af flere, herunder Thies Mathiasen, der sidder i byrådet i Haderslev og er medlem af regionsrådet i Region Syddanmark for Dansk Folkeparti.

- Hvis jeg skal se pragmatisk på det og se efter en samlende figur, så kunne jeg godt tænke mig René Christensen. Han virker som den person, der kunne samle partiet stille og roligt. Jeg vil tro, han ville være den rigtige til at bygge Dansk Folkeparti op igen, sagde Thies Mathiasen onsdag til DR.dk.

Kommunens højeste stemmetal

Ved kommunalvalget fik han det absolut højeste stemmetal i Guldborgsund Kommune - med længder til nummer to i kommunen, den nu afgående borgmester John Brædder (Guldborgsundlisten) og nummer tre - Simon Hansen fra Socialdemokratiet, som René Christensen natten til onsdag var med til at gøre til ny borgmester.

Faktisk trak han mere end to ud af tre stemmer på Dansk Folkeparti i Danmarks sydligste kommune personligt. Han er kendt i partiet som en pragmatisk skikkelse, der vil samarbejde - og som virkelig har styr på partiets finans og kommunalpolitik.

Timingen betyder dog, at han ikke kan ses som kandidat til posten som landsformand for partiet.

Læs også
Guldborgsund får ny borgmester - Simon Hansen overtager posten fra John Brædder
Læs også
Guldborgsund får ny borgmester - Simon Hansen overtager posten fra John Brædder

- Når jeg har lavet en aftale, så holder jeg den. Jeg er lige stillet op til kommunalbestyrelsen i Guldborgsund Kommune, og har fået et rigtig flot valg. Samtidig har jeg lavet en aftale med de øvrige politikere hernede om at rette kommunen op. Det synes jeg ikke, at jeg kan forlade, siger han, og peger på, at man efter hans mening ikke samtidig både kan sidde i byrådet, i Folketinget og være landsformand for partiet.

- Det at være landsformand, det er mere end et fuldtidsarbejde i sig selv. Skulle det blive aktuelt for mig, så skulle jeg vælge noget andet fra, og det synes jeg ikke, at jeg kan, siger han.

Begræder partiets situation

René Christensen har været tæt på de mange politiske sejre, partiet har høstet - blandt andet under de borgerlige regeringer. Han er da også rigtig ked af partiets nuværende situation.

- Jeg har haft et virkeligt godt samarbejde med Kristian Thulesen Dahl. Men jeg bakker den nye formand op, uanset hvem der måtte blive valgt. Og det gælder også mit arbejde i hovedbestyrelsen, siger han.

Læs også
René Christensen er dybt skuffet over S-kandidat
Læs også
René Christensen er dybt skuffet over S-kandidat

Presset af TV2 ØSTs spørgsmål siger han, at han ønsker, at en ny formand er en, som for alvor kender partiets politik - og som kender både forholdene i Folketinget og i lokalpolitik.

- Vi har haft en skarp profil på udlændingepolitikken siden 1995 - og har høstet en række sejre med for eksempel indførelsen af ældrechecken. Men det er som om, at folk har glemt det. Derfor håber jeg også, at en ny formand vil være en, der faktisk kan trænge igennem, når det gælder om at forklare partiets politik, siger han.

Er blevet stuerene

Han siger, at det nu er lykkedes partiet at ændre debatten om udenrigspolitikken, så det nu er blevet et legitimt emne at diskutere.

- Tilbage i 1990'erne så folk skævt til os. Når vi var på Døllefjelde Musse Marked, så ville folk ikke have boder nær os, fordi de mente, at det skadede deres salg. Men i dag, så tror jeg, at det er vigtigt at have mere end et enkelt politisk emne på dagsordenen, vi kan præsentere for vælgerne. Der skal mere til nu, siger han.

Læs også
René Christensen siger farvel til to poster
Læs også
René Christensen siger farvel til to poster

Han peger også på, at partiet har brug for at kommunikere, at de eksempelvis har en helt anden politik end for eksempel Nye Borgerlige, der er et meget liberalt parti mens Dansk Folkeparti traditionelt har været et socialkonservativt parti.

- Vi er nok det parti på den borgerlige fløj, som allermest mener, at der faktisk skal være lige adgang til alt i staten. Det mener liberale jo ikke. Vi bør holde vores sociale bevidsthed meget højt, siger han.


Nyhedsoverblik