¨

Soldater stjal Lego fra børn

Foto: TV ØST

2 tidligere overkonstabler har fået en dom på 14 dages betinget fængsel, efter at de i 2011 berøvede 24 kilo Lego-klodser fra afghanske børn.

2 danske soldater har stjålet 24 kilo Lego-klodser fra nogle at verdens mest udsatte børn, nemlig afghanske piger og drenge, som stadig lider hårdt under årtiers krig.

Tyveriet fandt sted i Camp Bastion-lejren i 2011, og i december samme år blev gerningsmændene - 2 soldater, som begge var overkonstabler - dømt 14 dages betinget fængsel ved Retten i Nykøbing Falster.

Det skriver metroxpress.

- De pågældende er ikke længere ansat i forsvaret. Det, der er foregået, er selvfølgelig dybt, dybt uacceptabelt, og vi ser med med stor alvor på ethvert tyveri, siger Henrik Mortensen, pressevagt i Forsvarskommandoen, til metroxpress.

Dybt kritisabelt

Hos Red Barnet vækker tyveriet forargelse.

- Vi bruger Lego i vores hjælpearbejde verden over, for det hjælper dem med at flygte fra en barsk virkelighed. Det er dybt kritisabelt at stjæle dette legetøj fra børn. Jeg har heldigvis aldrig tidligere hørt noget lignende, siger Janne Tynell, pressechef i Red Barnet, til metroxpress.

Heller ikke hos Lego i Billund er man tilfreds med, at Lego til børn blev stjålet af danske soldater.

- Det skuffer os selvfølgelig, at nogen kan finde på at stjæle Lego fra børn i nød. Det er trist at høre, siger Frederikke Tømmergaard, kommunikationschef i Lego Fonden, som havde doneret klodserne til de lokale børn.

Hærens Operative Kommando var i går i telefonisk kontakt med Lego, og her lovede hæren ifølge Lego, at det stjålne legetøj til sidst endte hos de afghanske børn.

Lego bedyrer, at tyveriet ikke ødelægger tilliden til, at forsvaret i fremtiden kan hjælpe med at uddele klodser til nødlidende børn.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App